Sygeplejersker holdt som gidsler på psykiatrisk afdeling af to patienter

Ifølge tiltalen trængte de ind på hospital med flere våben og spærrede to sygeplejersker inde i et personalerum

To sygeplejersker blev holdt som gidsler gennem flere timer af to psykiatriske patienter, der midt om natten trængte ind på Frederiksberg Hospital bevæbnede med en kniv, en pistol og et gevær.

Sygeplejerskerne blev gennet ind i et personalerum og et tekøkken, hvor gidseltagerne låste døren og hev telefonstikkene ud.

De tvang sygeplejerskerne til at aflevere deres overfaldsalarmer, og truede med at slå dem ihjel ved at skyde dem.

Sådan lyder tiltalen mod en 24-årig mand og en 28-årig kvinde, der 5. december stilles for et nævningeting ved retten på Frederiksberg.

Våbnene viste sig dog efterfølgende at være et luftgevær og en luftpistol, mens kniven var en foldekniv på ni centimeter.

Begge tiltalte er psykisk syge, og den 24-årige mand kræves dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid, mens den 28-årige kvinde kræves dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling under tilsyn af Kriminalforsorgen også uden længstetid.

Motivet til den desperate handling var muligvis utilfredshed med den behandling, som de to tiltalte tidligere havde modtaget. De nægter sig skyldige i tiltalen.

Dramaet skete 13. januar i år, hvor de to tiltalte mødte op på den psykiatriske afdeling, som hører under Psykiatrisk Center København. Ifølge anklageskriftet varede frihedsberøvelsen af de to sygeplejersker i mindst to timer.

Det fremgår ikke af sagen, hvordan gidseltagningen af de to sygeplejersker blev bragt til ophør. Sagen har hidtil været behandlet for lukkede døre. De to nu tiltalte blev dog anholdt umiddelbart efter og varetægtsfængslet i surrogat på psykiatriske afdelinger.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere