Synsmand tiltalt for bestikkelse: Fik penge for at godkende bil uden syn

Stak ifølge tiltalen 4500 kr. i lommen for et syn, der aldrig fandt sted

En varebil med fejl og mangler blev lempet igennem et obligatorisk bilsyn i Slagelse ved at 'smøre' en medarbejder i synshallen med 4500 kr.

Det mener Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi, der nu har tiltalt synsmanden for at have modtaget bestikkelse og de to bilejere for at have betalt bestikkelsen.

Alle tre, der nægter sig skyldige, kræves idømt fængsel, og synsmanden skal også have frakendt retten til at drive virksomhed med bilsyn, mener anklagemyndigheden.

Sagen kommer for retten i Næstved i begyndelsen af juni.

Se også: Nye synsregler: Nu risikerer mange flere biler et omsyn

Bestikkelsen skete ifølge tiltalen den 11. maj 2016 cirka klokken 16.25, hvor medarbejderen modtog pengene for at godkende varebilen, selv om den slet ikke blev fremstillet til syn i synshallen.

Falsk synsrapport
Synsmanden udfærdigede i stedet en falsk synsrapport på bilen, en Seat Leon Van Cupra, og indberettede til Trafikstyrelsen, at bilen var synet og godkendt.

De private firmaer, der udfører bilsyn for Trafikstyrelsen, virker i offentlig tjeneste.

Derfor er synsmanden tiltalt efter straffelovens § 144, der kan give bøde eller fængsel indtil seks år til den, som i offentlig tjeneste uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel.

Se også: Synsmand og bilejer idømt betinget fængsel for snyd

Foruden bestikkelsen er den 42-årige synsmand tiltalt for et villaindbrud i Slagelse, hvor der blev stjålet et Omega ur til 25.000 kr.

Under indbruddet fjernede han, ifølge tiltalen, afløbet fra en vask i køkkenet og lod vandet løbe, så der kom vand ud over gulvet med skade til følge. Derfor er han også tiltalt for hærværk.

I 2015 blev en 39-årig indehaver af en synshal i Slagelse idømt 20 dages betinget fængsel for at have modtaget 6000 kr. for at godkendte en bil uden at syne den. Den 22-årige bilejer fik samme straf.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere