Syrer udvises efter dødsulykke: Dræbte 18-årig pige med 117 km/t

Overhalede bilist for spærrelinjer og kørte direkte ind i siden på ung kvindes bil

Ulykken skete, da den 18-årige kørte ud fra Møllevej og blev påkørt sidelæns af den 27-årige med 117 km/t. Google
Ulykken skete, da den 18-årige kørte ud fra Møllevej og blev påkørt sidelæns af den 27-årige med 117 km/t. Google

En 27-årig syrer, der har opholdstilladelse i Danmark, skal nu udvises med indrejseforbud i seks år, efter at han i dag blev dømt for uagtsomt manddrab ved retten i Svendborg.

Han fik tre måneders fængsel for at være skyld i en frygtelig ulykke den 22. marts i år i krydset Faaborgvej og Møllevej i Gislev på Fyn, hvor en 18-årig kvindelig bilist blev dræbt.

Hun kørte ud fra sidevejen Møllevej, da den 27-årige kom kørende alt for stærkt på Faaborgvej og kørte lige ind i venstre side på den 18-åriges bil.

En bilinspektør har beregnet, at den 27-årige kørte mindst 117 km/t. Der er en hastighedsbegrænsning på 80 km/t. på stedet.

Straks før ulykken havde han foretaget en uforsvarlig overhaling af en anden kvindelig bilist lige før en bakke, hvor der var spærrelinjer og overhaling forbudt.

Overhalet bilist vidnede
Anklager Daniel Dokkedahl oplyser til Ekstra Bladet, at den 27-årige ankede på stedet. Han erkendte i retten, at han havde kørt for stærkt, men afviste, at han havde overhalet uforsvarligt.

Det blev den 27-årige dog dømt for, fordi bilisten, der blev overhalet, kunne udpege stedet, hvor overhalingen skete - og her er der spærrelinjer.

Hun forklarede også, at bilisten, der overhalede, kørte meget stærkt. Hun så ikke selve ulykken, fordi udsynet var spærret af bakken, men hun kom frem til ulykken få sekunder senere.

I retten forklarede den 27-årige, at han fra toppen af bakken godt havde bemærket en bil på sidevejen, men han så den ikke køre ud på Faaborgvej. Pludseligt var bilen 10-15 meter foran ham, og han havde ingen mulighed for at bremse eller undvige.

Den 27-årige var foruden uagtsomt manddrab tiltalt for særligt hensynsløs kørsel, men det sidste blev han frifundet for. Han blev dog dømt for at have overtrådt væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Den 27-årige var hverken påvirket af alkohol eller stoffer ved ulykken.

Da den 18-årige kvinde kørte ud fra Møllevej havde hun ubetinget vigepligt. Men det vides ikke, om hun overså den 27-åriges bil eller om hun fejlbedømte hans høje fart og troede, at hun kunne nå ud på Faaborgvej.