Syrien mørklagt efter eksplosion

En eksplosion har ført til strømafbrydelse i hele landet mandag morgen, oplyser energiminister

Video: Reuters

En eksplosion i en hovedgasrørledning i nærheden af Syriens hovedstad, Damaskus, har medført strømafbrydelse i hele landet.

Det oplyser det statslige nyhedsbureau Sana ifølge det amerikanske medie Bloomberg.

Energiminister Mohammad Kharboutli bekræfter, at der har været en eksplosion mellem Al-Dhumayr og Adra, der begge er forstæder til hovedstaden Damaskus.

- Umiddelbare tegn peger i retning af, at dette var et terrorangreb, tilføjer minister for råolie og naturressourcer Ali Ghanem til tv-stationen Ikhbariya.

Ifølge nyhedsbureauet Sana arbejder mange brandfolk på at slukke den massive brand, som eksplosionen har skabt.

Ministeriet for elektricitet meddeler mandag morgen, at strømmen gradvist kommer tilbage i flere områder i landet.

Gasrørledningen er intet mindre end 1200 kilometer lang. Den løber gennem Egypten, Jordan, Syrien og Libanon. Der transporteres dagligt op mod syv millioner kubikmeter gas gennem rørledningen.

I 2013 blev meget af Syrien ramt af strømafbrydelser, efter at oprørere bombede en gasledning under borgerkrigen.

Flere lokale medier og personer deler billeder på Twitter af den voldsomme eksplosion nær Damaskus.