Syrienkriger ankommer mandag til Danmark

Den danske syrienkriger Ahmed Salem el-Haj ankommer mandag til Danmark efter hjemsendelse fra Tyrkiet. Det bekræfter myndighedskilder over for Weekendavisen

Ahmad Salem el-Haj nummer to fra venstre. Foto: Youtube.
Ahmad Salem el-Haj nummer to fra venstre. Foto: Youtube.

Den dansk-palæstinensiske syrienkriger Ahmed Salem el-Haj ankommer mandag til Danmark efter hjemsendelse fra Tyrkiet.

Det bekræfter myndighedskilder over for Weekendavisen. Han har siddet to år i fangenskab i Tyrkiet og tilbragt den sidste tid i et udrejsecenter.

Det fremgår ikke, hvorvidt det er danske eller tyrkiske myndigheder, der bekræfter identiteten.

Da Ahmed Salem el-Haj er internationalt efterlyst, kan han forvente at blive mødt af dansk politi, når han lander i Danmark.

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen oplyser til Ekstra Bladet, at han er advokat for Ahmed Salem el-Haj.

- Jeg har ikke fået noget bekræftet, men kun hørt de rygter, som alle andre har hørt. Jeg kan ikke udtale mig om sagen, før jeg har haft mulighed for at mødes med ham, siger Michael Juul Eriksen til Ekstra Bladet.

Den centrale anklagemyndighed bekræfter, at de er i dialog med de tyrkiske myndigheder om en dansk statsborger dømt i Tyrkiet for terror.

'Vi har ikke yderligere kommentarer pt,' skriver deres kommunikationsafdeling.

En række danske politikere har mandag åbent fortalt, at de regnede med, at der var tale om el-Haj, da det var varslet, at Tyrkiet ville hjemsende europæiske syrienkrigere.

Ahmed Salem el-Haj er mest kendt for optræde i en video, hvor han sammen med tre andre danske syrienkrigere skyder til måls efter plakater af folketingsmedlem Naser Khader (K), tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og andre fremtrædende danskere.

Han rejste til Syrien i februar 2013 og blev hårdt såret i et bombeangreb i Syrien i starten af 2017.

Herefter blev han smuglet ind i Tyrkiet med sin kone og parrets to børn. Både el-Haj og hans kone blev anholdt i den tyrkiske grænseby Kilis i december 2017.

Ifølge Weekendavisens oplysninger har Danmark ikke været villig til at hjemtage Ahmed Salem el-Haj i det år, han har tilbragt på udrejsecentret.

Justitsminister: Skal straffes hårdest muligt
Justitsminister Nick Hækkerup mener, at de hjemvendte syrienskrigere, skal straffes hårdest muligt.

'Fremmedkrigere er uønskede i Danmark og bør strafforfølges dér, hvor deres forbrydelser er begået. Fremmedkrigere, der måtte komme til Danmark, skal straffes hårdest muligt. Hvis de allerede er dømt i udlandet, må myndighederne se på, om de kan straffes yderligere her i landet,' udtaler Nick Hækkerup i et skriftligt svar til Ekstra Bladet.

Udlændinge- og Integrationsministeriet behandler i øjeblikket sager om fratagelse af pas fra danske fremmedkrigere. Det sker efter et flertal i Folketinget i begyndelsen af november vedtog et lovforslag, der gør det muligt administrativt at tage statsborgerskabet fra personer kategoriseret som fremmedkrigere.

Ifølge den britiske avis The Guardian siger en talsmand fra Tyrkiets indenrigsministerium, at Tyrkiet forbereder udsendelsen af tre danske IS-krigere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere