Syv års fængsel for drabsforsøg: Forgiftede sin mand med medicin

En ældre kvinde har forsøgt at dræbe sin mand

En 65-årig kvinde er blevet kendt skyldig i drabsforsøg på sin mand. Hun får syv års fængsel.

Kvinden, der hedder Renate Christa Bach, forsøgte at tage livet af ham ved at give ham stærk medicin i forbindelse med, at han lå på flere sygehuse.

Det har Retten i Sønderborg afjort.

Det skriver JydskeVestkysten, og senere har Syd- og Sønderjyllands Politi også meldt det ud i en pressemeddelelse.

Hun gav sin ni år ældre mand et muskelafslappende middel, der hedder Baclofen. Ifølge anklageskriftet havde lægemidlet den effekt, at manden blev dybt bevidstløs og havde 'minimal hjerneaktivitet'. Han var i livsfare og overlevede kun, fordi han fik behandling, lyder det.

Manden var 73 år gammel, da drabsforsøgene fandt sted. Det skete, da han var indlagt på sygehuse i Aabenrå, Sønerborg og Odense, og det skulle være sket i sidste halvdel af 2018 ifølge anklagen.

Se også: Kone anklaget for at ville dræbe mand

Sagen blev ført som en nævningesag. Det vil sige, at strafkravet ville lyde på mindst fire års fængsel.

Nævningene var enige, og de lagde især vægt på, at drabsforsøgene var planlagte og fandt sted over en længere periode.

Den 65-årige blev anholdt sidste år lige før jul.