Syv personer fundet døde efter skyderi i Alabama

Et forfærdeligt sceneri, siger en talsmand for den lokale sherif efter skyderi og syv døde i Alabama-landsby

Huset med syv døde i landsby i Alabama var brudt i brand.

 Foto: Stringer/Reuters
Huset med syv døde i landsby i Alabama var brudt i brand. Foto: Stringer/Reuters

Syv personer er fundet døde efter skyderi i et hus i Alabama, USA.

Politiet siger, at de syv døde formentlig er blevet skudt, rapporterer flere amerikanske medier, heriblandt tv-stationen ABC News og avisen New York Times.

Sagen efterforskes som en drabssag, skriver politiet i Morgan County på Twitter.

Huset i landsbyen Valhermoso Springs var brudt i brand, og politi og brandvæsnet blev kort før midnat torsdag (fredag morgen dansk tid) alarmeret.

Her fandt man de syv personer, og branden var kort efter slukket. Der fandtes ingen andre overlevende i huset.

Politiet mener, at mindst én person stod bag skyderiet, og at vedkommende er stukket af fra stedet efter at have begået drabene.

- Vi tror, at de har forladt området, siger for sheriffen i Morgan County til New York Times.

- Vi tror, at nogen kom til dette hus for at gøre skade, gjorde det og derpå forlod stedet, siger talsmanden, Mike Swafford.

- Det er et forfærdeligt sceneri, og det vil tage nogen tid at gennemgå sagen, tilføjer han til tv-stationen WAAY.

Alle de døde er voksne personer. Politiet har ikke oplyst noget om deres identitet, men der er fire mænd og tre kvinder blandt dem, skrev det lokale politi tidligere på Twitter.

Ingen er blevet anholdt i sagen.

- Vi har ikke noget motiv på dette tidspunkt. Kriminalfolk følger nogle spor for at sammenstykke, hvad der helt præcist er sket, og hvem som var involveret, siger talsmanden.

Han siger, at der ikke længere er nogen trussel mod det lokale samfund.

Valhermoso Springs er en lille by i det nordlige Alabama. Der bor lidt over 1000 mennesker.