Syv personer mister livet i New Delhi i protester mod ny lov

150 blev kvæstet mandag, da tusindvis af tilhængere og modstandere af ny lov stødte sammen i New Delhi

Demonstrationerne kommer i kølvandet på en ny lov om statsborgerskab. Video/redigering: Reuters/Kristian Hansen

Mindst syv personer blev dræbt og omkring 150 andre kvæstet under voldsomme protester og uroligheder mandag i Indiens hovedstad, New Delhi, mod ny lovgivning om statsborgerskab.

Det oplyser politi- og hospitalskilder tirsdag morgen dansk tid.

- Nogle af de personer, som blev bragt ind, havde skudsår, siger læge Rajesh Kalra fra hospitalet Guru Teg Bahadu.

Siden en ny lov om statsborgerskab blev introduceret i december, har mindst 37 mennesker, inklusive mandagens syv, mistet livet i sammenstød mellem demonstranter og politi.

Mange muslimer finder den nye lov stærkt diskriminerende, og den har ført til udbredt kritik af den indiske premierminister, Narendra Modi.

Modi bliver beskyldt for at ville gøre Indien til en hindunation, hvor landets 200 millioner muslimer bliver marginaliseret.

Loven bliver også kritiseret for at være i strid med Indiens forfatning, som stiller alle lige uanset deres religion.

Modis nationalistiske parti, Bharatiya Janata, har sagt, at loven ikke vil påvirke indiske statsborgere - hverken hinduer eller muslimer.

Mandag opstod der voldsomme sammenstød mellem tusindvis af tilhængere og modstandere af loven i et overvejende muslimsk område i den nordøstlige del af New Delhi.

Politiet brugte tåregas og røggranater, men havde svært ved at sprede folkemængderne. Demonstranter kastede blandt andet sten mod politiets styrker.

En politibetjent mistede livet, da han blev ramt af et slag i hovedet, mens en anden betjent blev kvæstet. Der er ingen informationer om de fire andre personer, som har mistet livet.

Demonstrationerne faldt sammen med, at USA's præsident, Donald Trump, sammen med sin hustru sent mandag aften ankom til New Delhi i forbindelse med et todages besøg i Indien.

Politiet i New Delhi oplyser, at situationen tirsdag i det område, hvor det mandag kom til sammenstød, fortsat er anspændt.