Tæskede kvinde i maven med knytnæver - troede hun var gravid

En 27-årig mand er sigtet for at tildele en kvinde knytnæveslag i maven. Det skete lørdag i Gram

Angrebet skete lørdag eftermiddag klokken 13.30 ved en spejderhytte i nærheden af byen. (Google Maps)
Angrebet skete lørdag eftermiddag klokken 13.30 ved en spejderhytte i nærheden af byen. (Google Maps)

En 27-årig mand fra Gram er blevet sigtet for grov vold, efter at han lørdag eftermiddag tildelte en kvinde flere knytnæveslag i maven.

Det skete ifølge politiet, fordi han mente, at kvinden ventede et barn, som han var far til.

- Han troede, at kvinden var gravid med hans barn, men det viste sig så, at det var hun ikke, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er ikke nærmere oplysninger om relationen mellem de to personer.

Kvinden er 29 år og også fra Gram. Angrebet på hende skete lørdag eftermiddag klokken 13.30 ved en spejderhytte i nærheden af byen.

Kvinden anmeldte overfaldet, og manden blev anholdt lørdag ved 20-tiden.

I et grundlovsforhør søndag i Retten i Sønderborg krævede anklagemyndigheden ham varetægtsfængslet, og her besluttede dommeren at fængsle ham indtil 20. maj.

Der er ikke oplysninger om, hvordan den 27-årige forholder sig til sigtelsen.