Tæskede taxachauffør og jagtede traktor-fører med jernrør og knive

SERIEFORBRYDERE: Tæsk, trusler på livet og tyverier, lyder et udpluk af i alt 40 lovbrud, som to unge mænd på 17 og 23 år blev dømt for ved Retten i Randers

Det var her ved Retten i Randers, at de to unge mænd blev dømt for adskillige lovbrud. Den 17-årige fik halvandet års fængsel, mens den 23-årige kunne 'nøjes' med et års ubetinget fængsel for blandt andet at have tæsket en taxachauffør og jagtet en traktorfører hen over en mark med jernrør og knive. Foto Ernst Van Norde
Det var her ved Retten i Randers, at de to unge mænd blev dømt for adskillige lovbrud. Den 17-årige fik halvandet års fængsel, mens den 23-årige kunne 'nøjes' med et års ubetinget fængsel for blandt andet at have tæsket en taxachauffør og jagtet en traktorfører hen over en mark med jernrør og knive. Foto Ernst Van Norde

To unge mænd på 17 og 23 år er ved Retten i Randers blevet idømt henholdsvis halvandet og ét års fængsel for over 40 forskellige kriminelle forhold begået de seneste måneder på Djursland. Blandt andet blev de to mænd dømt for at tæske en taxachauffør og jagte en traktorfører hen over en mark med knive og jernrør.

Begge de dømte er særdeles velkendte hos politiet. De blev senest sigtet 16. maj, da de gik ind i Dagli'Brugsen i Trustrup, afledte ekspedienten og stjal penge - ifølge Ekstra Bladets oplysninger under 2.000 kroner - fra kassen. Herefter løb de ud i en bil og stak af fra stedet.

På flugten fra Dagli´Brugsen i Trustrup - på Kærbyvej i Kolind - blev de to unge mænd så trætte af at køre bag en traktor, at de bevidst kørte ind i den, spærrede vejen for den og truede traktorføreren, så han måtte flygte i traktoren ud over en mark. Det fik ikke de to mænd til at stoppe og lade traktorføreren i fred, tværtimod. De jagtede herefter i bil den chokerede mand i traktoren hen over marken. Til sidst tog de to nu dømte en kniv og et jernrør for at banke og stikke traktorføreren, der dog nåede at køre væk.

En betjent genkendte de to mænd på en overvågningsvideo i Brugsen, hvor de havde stjålet penge, og begge blev derfor anholdt dagen efter og varetægtsfængslet frem til dommen i sidste uge ved Retten i Randers.

Fældet af notesbog
Få uger inden den vanvittige jagt i Kolind blev begge anholdt på en vej i Pindstrup, hvor en patrulje standsede den bil, de bogstavelig talt slingrede rundt i. Den 23-årige bag rattet var påvirket af narko og havde ikke noget kørekort. Ved anholdelsen råbte de to mænd ukvemsord efter betjentene, der måtte lægge dem i håndjern. I bilen fandt politi-patruljen et par PH-lamper, der stammede fra et indbrud, og en notesbog med 13 adresser på huse i Ebeltoft. Adresserne var på huse, der var til salg, og ved flere af adresserne var der noteret ”PH”.

Ifølge anklager Lene Zebist, Østjyllands Politi, stjal de to dømte under 2.000 kroner fra Dagli'Brugsen i Trustrup på Djursland, inden de flygtede i bil og herefter så sig gale på mand i traktor. Polfoto
Ifølge anklager Lene Zebist, Østjyllands Politi, stjal de to dømte under 2.000 kroner fra Dagli'Brugsen i Trustrup på Djursland, inden de flygtede i bil og herefter så sig gale på mand i traktor. Polfoto
 

Den 23-årige nægtede at have haft til hensigt at begå indbrud på adresserne i bogen, men retten fandt det bevist, at det var derfor, han havde skrevet dem ned.

Da der efter anholdelsen i Pindstrup ikke var juridisk grundlag for at varetægtsfængsle de to mænd, blev begge løsladt, efter de var blevet afhørt og sigtet.

Den 17-årige mest aggressiv

Der gik dog kun få timer, inden de på ny begik kriminalitet. Den 23-årige valgte at tage en taxa hjem fra politistationen. Fremme på destinationen i Pindstrup nægtede han at betale og hentede i stedet sin 17-årige ven og et slagvåben, hvorefter mændene i fællesskab tæskede taxachaufføren og truede med at dræbe ham.

Taxachaufføren slap med blå mærker, buler og knubs, men fik ikke alvorlige skader efter overfaldet.

Ifølge anklager Lene Zebis, Østjyllands Politi, var den 17-årige den førende og mest aggressive af de to dømte - både over for traktorføreren og taxachaufføren.

- Men han får også den hårdeste straf, fordi han tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet, siger Lene Zebis til Ekstra Bladet.

Ud over at blive dømt for grov vold, trusler på livet og forsøg på grov vold blev begge dømt for flere tilfælde af indbrud og indbrudsforsøg. Derudover blev de dømt for besiddelse af våben og stoffer, for færdselsforséelser og for flere gange at have fornærmet og truet betjente i forbindelse med anholdelserne.

Begge erkendte nogle enkelte af de  mange forhold, der gav den 17-årige halvandet års fængsel og den 23-årige ét års fængsel.

De udbad sig begge betænkningstid i forhold til at anke dommen.