Tæsket ihjel på Strøget foran flere kameraer - men ingen af dem virkede

Video-overvågningen på Strøget i København var ude af drift, da 43-årig blev tævet til døde. Men nu virker den igen, oplyser politiet

Den 43-årige blev tævet ihjel på Strøget foran Sams Bar. I de tre ringe på billedet er markeret video-kameraerne fra den faste overvågning af Strøget. I ringen helt til højre ses et af ejendommens egne videokameraer, som virkede. Foto. Rasmus Flindt Pedersen
Den 43-årige blev tævet ihjel på Strøget foran Sams Bar. I de tre ringe på billedet er markeret video-kameraerne fra den faste overvågning af Strøget. I ringen helt til højre ses et af ejendommens egne videokameraer, som virkede. Foto. Rasmus Flindt Pedersen

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Et natligt slagsmål mellem to mænd på Strøget i København endte i tragedie, da en 43-årig fik så hårde slag i hovedet - muligvis med en tung genstand - at han sank livløs om på gaden med en hjerneskade.

Alligevel fortsatte voldsmanden med at slå og sparke det livløse offer, mener politiet.

Seks timer senere blev den 43-årige erklæret for hjernedød på Rigshospitalet, og han døde klokken 13.30 samme dag, 10 timer efter overfaldet.

Dødsvolden skete på en del af Strøget, som er spækket med overvågnings-kameraer, der optager al aktivitet på gaden 24 timer i døgnet.

Men netop på gerningstidspunktet var video-overvågningen ude af drift på grund af en teknisk fejl.

Tre kameraer dækker gerningsstedet foran Sams Bar, og der er også tre kameraer på den anden siden af gaden på hjørnet ved Mikkel Bryggers Gade. Et af dem peger direkte over mod Sams Bar.

På strækningen fra Rådhuspladsen til Kattesundet er der alene 16 kameraer, som også ville have filmet gerningsmanden under flugten.

Nu virker de igen
Politiinspektør Poul Kjeldsen, efterforskningsenheden, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at video-overvågningen på Strøget var ude af drift på gerningstidspunktet på grund af en teknisk fejl.

- Men vi har sikret andre video-optagelser, som har ført til anholdelsen og varetægtsfængslingen af den formodede gerningsmand, siger Poul Kjeldsen.

Politiinspektøren understreger, at video-overvågningen af Strøget igen virker normalt, så ingen skal tro, at de uopdaget kan begå kriminalitet på Strøget.

Overfaldet skete klokken 03.03 natten til torsdag den 26. oktober, og politiet ønsker hjælp fra vidner, der var til stede på Strøget eller på natklubben Sams Bar, Frederiksberggade 26, hvor offeret og gerningsmanden tilsyneladende blev uenige.

Derefter gik de udenfor på Strøget, hvor de kom i slagsmål.

Den 43-årige stammer fra Nigeria og den formodede gerningsmand, 40, der i fredags blev varetægtsfængslet i dommervagten for vold med døden til følge, er fra Gambia.

De var begge gæster på Sams Bar og intet tyder på, at de kendte hinanden i forvejen.

artiklen fortsætter under billedet

Politiet har mulighed for at følge med på overvågningen fra Strøget, men normalt sker det ikke kontinuerligt. I stedet gemmes optagelserne i 30 dage til brug for eventuelle efterforskninger. Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Politiet har mulighed for at følge med på overvågningen fra Strøget, men normalt sker det ikke kontinuerligt. I stedet gemmes optagelserne i 30 dage til brug for eventuelle efterforskninger. Foto: /ritzau/Finn Frandsen

Et vidne har forklaret, at en ukendt mand rakte en 'tung genstand' til den 40-årige, som brugte genstanden samt knytnæveslag til at slå den 43-årige med.

Politiet forsøger nu at identificere den mulige medgerningsmand. Sams Bar har synlige overvågningskameraer ved indgangen, og alle natklubber har i dag også video-overvågning af lokalerne.

Søger vidner
Politiet kan endnu ikke sige præcist, hvad den 43-årige døde af: - Vi venter på obduktionserklæringen, siger efterforskningsleder Robert Jensen.

- Vi vil gerne tale med gæster, som har været på Sams Bar den nat og personer, der har set slagsmålet på Strøget ud for Sams Bar, siger Robert Jensen.

Da den 40-årige i fredags blev fremstillet i Københavns dommervagt fremgik det af sigtelsen, at han slog den 43-årige i ansigtet med knyttet hånd og et ukendt redskab, som han fik af en medgerningsmand.

Forurettede faldt omkuld, og blev herefter tildelt flere slag og spark, mens han lå ned og volden medførte en hjerneskade, som han døde af.

Den 40-åriges stilling til sigtelsen kendes ikke, da retsmødet fandt sted bag lukkede døre af hensyn til, at en formodet medgerningsmand er på fri fod.

* * *

Hue-drabet satte gang i overvågning

Det var 'hue-mordet' i 2008, som satte skub i etableringen af video-overvågningen på Strøget, men eksperter har kritiseret overvågningen som virkningsløs.

I 2012 droppede politiet en plan om at udvide overvågningen fra de nuværende 40 kameraer til blandt andet også at omfatte Vestergade og Nørregade ved Strøget.

Politiet kan følge overvågningen på Strøget på en storskærm på vagtcentralen HS på Politigården, men politiet sidder ikke til daglig og kigger løbende på overvågningen.

I stedet gemmes optagelserne i 30 dage på en central server, og hvis politiet har brug for video-optagelserne til efterforskning af en forbrydelse, kan de hentes frem fra det interessante sted og tidspunkt.

I 2012 sagde politiinspektør Svend Foldager til Berlingske, at politiet ikke ville udvide video-overvågningen:

- Det er ekstremt omkostningstungt både at få data ind og opbevare dem, og så må vi koldt og kynisk se på udbyttet. Det har ikke nogen præventiv virkning. Vi kan bruge det til opklaring af tilfældige ting, og det er selvfølgelig godt, men det er ikke sådan, at video-overvågningen reelt gør en forskel, sagde Svend Foldager dengang.

artiklen fortsætter under billedet

En video-overvågning fra en Netto butik var med til at identificere drabsmanden og hans makker. Efter drabet kom der permanent overvågning op på Strøget. Politifoto
En video-overvågning fra en Netto butik var med til at identificere drabsmanden og hans makker. Efter drabet kom der permanent overvågning op på Strøget. Politifoto
 

Debatten om video-overvågning af Strøget startede, da den 19-årige Anton Njie blev stukket ihjel under et røveri, hvor han nægtede at aflevere sin hue til gerningsmændene.

En 20-årig fik 12 års fængsel for drabet, hvor Anton Njie fik tre knivstik i låret og et dødeligt stik i venstre side af brystet. Drabsmandens 21-årige kammerat blev frifundet for drab, men dømt for røveri-forsøg.

Drabet skete på Strøget ved Kongens Nytorv, hvor der dengang ikke var video-overvågning. Men overvågning fra en Netto i Kr. Bernikowsgade, som gerningsmændene var gået fordi, var med til at identificere dem.

Anton Njie Hansen blev myrdet for sin hue. Foto: Jan Sommer
Anton Njie Hansen blev myrdet for sin hue. Foto: Jan Sommer
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere