Tæt trafik på Lillebæltsbroen

Der er søndag eftermiddag tæt trafik på Lillebæltsbroen efter oliespild og et motorcykeluheld

Søndag eftermiddag er et spor på Lillebæltsbroen i den østlige retning mod Fyn spærret på grund af et oliespild og en ulykke på broen.

Det bekræfter vagtchef hos Sydøstjylland Politi Jeppe Thranun.

I første omgang blev politiet kaldt ud til en campingvogn, der havde tabt noget olie på vejbanen, men da de ankom til stedet, opstod endnu en situation.

- Da vi lander derude, bliver trafikken forsinket i første vognbane, og der er en motorcyklist, der forulykker, forklarer han og tilføjer, at man endnu ikke kender årsagen til ulykken.

Ingen er kommet alvorligt til skade efter de to hændelser, men motorcyklisten bliver bragt til hospitalet, fortæller vagtchefen.

Tæt trafik
Politiet rydder lige nu op efter oliespild og ulykke, og et spor på broen er derfor spærret.

- De to øvrige spor er farbare, fortæller Jeppe Thranun og tilføjer, at trafikken er tæt, men glider stille og roligt.

Vagtchefen har på nuværende tidspunkt ikke nogen tidshorisont for, hvornår oprydningsarbejdet på Lillebæltsbroen er færdigt.