Tævet to gange samme nat og fik sat ild til hus

Tre mænd er fængslet i en speciel sag, hvor et offer fik tæsk med blandt andet en havebænk, hvorefter hans hus blev forsøgt brændt 

En 58-årig mand fra Ganløse i Nordsjælland havde den rystende oplevelse at blive overfaldet og tævet i sit eget hjem samme nat med få timers mellemrum.

Hans hus blev nogle dage senere - op til nytårsaften - forsøgt antændt ved hjælp af en brandbombe.

Tre mænd blev ved nytårstid varetægtsfængslet i sagen om grov vold og ildspåsættelse. Men efterforskningen er langt fra slut.

- Vi skal undersøge nøjere, hvordan tingene hænger sammen og foretage nogle genafhøringer. Så er der desuden nogle effekter, som skal til kriminalteknisk undersøgelse, siger efterforskningsleder Henrik Gunst, Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet her efter nytår.

Opsøgt hjemme

Sagen tog sin begyndelse i sidste uge. Den 58-årige blev opsøgt tirsdag aften ved 23-tiden af to mænd i sit hus. Han fik besked på, at han skyldte nogle penge. Den ene gerningsmand spurgte den anden, om han skulle brænde huset ned, og husets beboer prøvede nu at flygte ind i huset, men blev væltet om og blev slået med knytnæver, hvorefter mændene hældte brandbar væske ud og satte ild til en gulvmåtte og gulv i huset.

Opsøgt fire timer efter

Beboeren, den 58-årige, kom nu på skadestuen, men vendte hjem til huset for blot fire timer senere at blive opsøgt igen af to mænd i huset.

De fejede benene væk under ham og slog ham med en havebænk, så han fik hul i hovedet. Manden kom på hospitalet, men tre dage senere var mareridtet ikke forbi. Da blev en brandbombe kastet mod mandens hus aftenen før nytårsaften.

Senere samme nat i området stoppede årvågne betjente to mænd i en bil. I vognen var der i følge sigtelsen en brandbombe og en baseballkølle, og de to mænd blev anholdt i sagen. De er dog alene alene sigtet for ildspåsættelse i sagen. Ingen ved, om de er identiske med de to mænd, som begik volden mod den 58-årige tidligere på ugen.

Mistænkt som bagmand

Imidlertid fik politiet samme nat fat i en mand, en 31-årig, som politiet mistænker for at være bagmand i sagen og som er sigtet for at have fået andre til at begå vold og ildspåsættelse mod den 58-årige.

Af sigtelsen mod den 31-årige fremgår det, at der er et økonomisk mellemværende mellem ham og husets beboer, oplyser anklager Kirsten Sørensen, der stod for grundlovsforhøret op til nytår.

Hun kan imidlertid ikke røbe mere fra grundlovsforhøret, da en del af det blev holdt for lukkede døre.

Heller ikke sagens efterforskningsleder Henrik Gunst kan løfte sløret for, hvad det økonomiske mellemværende i følge mistanken bunder i.

Han siger dog, at der ikke umiddelbart er tale om et opgør i miljøer, kendt af politiet som kriminelle.

De tre nu anholdte mænd er fængslet foreløbig til 13. januar.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere