Takker hverdagens helte

De var der, da der virkelig var brug for dem, og så forsvandt de igen ud i folkevrimlen. I dag hædrede Østjyllands Politi syv personer, som reddede liv og handlede uselvisk for mennesker, de ikke kendte

Østjyllands Politi uddelte i dag dusører til syv personer, som på forskellig vis har bemærket sig som hverdagshelte. (Politifoto).
Østjyllands Politi uddelte i dag dusører til syv personer, som på forskellig vis har bemærket sig som hverdagshelte. (Politifoto).

Østjyllands Politi uddelte i dag dusører til syv østjyder, som på hver sin måde har ydet en bemærkelsesværdig indsats, der både har reddet liv og hjulpet politiet.

- Fælles for disse syv borgere er, at de alle har reageret hurtigt og ydet både fysisk og psykisk førstehjælp til mennesker i nød, siger politidirektør Jørgen Ilum, Østjyllands Politi, der sammen med chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen tog imod heltene på politigården i Aarhus.

Der blev uddelt dusører til disse hverdagshelte:

Jens Kragh Møller, 33 år fra Randers,  fik en dusør for 12. november 2014 at have reddet en kvinde op af vandet ved en branddam uden for Vorup nær Randers. En kvinde henvendte sig til Jens Kragh Møller, da hun mente, det så ud som om, der lå noget eller nogen ude i vandet. Jens Kragh Møller reagerede resolut og sprang straks i vandet og fik trukket den livløse kvinde op på land, hvilket var medvirkende til, at kvinden overlevede episoden.

Janus Gerner Hentze, 40 år fra Ebeltoft, og Yousif Amin Hama, 29 år fra Aarhus, fik begge en dusør for 16. november 2014, sammen med fire andre personer, at have hjulpet med at få reddet en mand op af Aarhus Å. Sammen med de fire andre, der også har fået dusør, men ikke kunne deltage ved overrækkelsen, sørgede Janus Gerner Hentze og Yousif Amin Hama for at holde manden oven vande, indtil politi og redningsmandskab nåede frem.

Jeppe Lærke Kristensen, 41 år fra Aarhus, og Jann Pedersen, 39 år fra Horsens, fik hver en dusør for 2. marts 2015 at have ydet livreddende førstehjælp til en mand, der var faldet bevidstløs om på en bænk på Rådhuspladsen i Aarhus. Falck-redderne har efterfølgende udtalt, at de to mænds indsats reddede mandens liv.

Tulle Mouridsen, 21 år fra Viby J, fik en dusør for 5. marts 2015 at have ydet livreddende førstehjælp til en cyklist, der var kommet alvorligt til skade i forbindelse med et færdselsuheld i Universitetsparken i Aarhus. Tulle Mouridsen reagerede resolut og fik skabt frie luftveje for cyklisten, hvilket var med til at forøge cyklistens chance for at overleve. Da ambulancen nåede frem og overtog behandlingen af cyklisten, henvendte Tulle Mouridsen sig til bilisten, der havde påkørt cyklisten, og ydede psykisk førstehjælp.

Mikkel Munk-Hartge, 35 år fra Viby J, fik en dusør for 22. marts 2015 at have ydet psykisk og fysisk førstehjælp til føreren og passageren af en forulykket bil i forbindelse med et færdselsuheld i Viby. Sammen med en anden forbipassérende, som også har fået en dusør, men ikke kunne deltage ved overrækkelsen, fik Mikkel Munk-Hartge beroliget de to personer, der sad fastklemte i bilen og fik samtidig holdt deres nakke stabile for at undgå yderligere skader.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere