Talte i telefon med sin kone mens hun blev myrdet

En 25-årig mand er blevet sigtet for drabet på en mor til to

Den dræbte er mor til to børn (Foto: Politifoto)
Den dræbte er mor til to børn (Foto: Politifoto)

En kvinde fra England blev stukket ihjel, imens hun talte i telefon med sin mand. Det skriver The Independent.

37-årige Nicola Cross blev fundet død af politiet med flere knivstik på kroppen i hendes eget hjem i Hertfordshire sent mandag aften. Kvindens to børn på tre og seks år var i huset, da drabet skete.

Nicolas mand, Dan, var på arbejde, da han blev ringet op af sin kone. Ifølge en ven af familien hørte han alt, hvad der skete over telefonen, da Nicola ringede for at fortælle, at der var en ubuden gæst i deres hjem.

- Dan vil aldrig få det opkald ud af sin hukommelse. Han vil have det resten af sit liv, velvidende at han var for langt væk og aldrig kunne have kommet til hende og reddet hende, lyder det fra familievennen til Daily Mail.

En 25-årig polsk lagermedarbejder er blevet sigtet for mordet og var første gang i retten tirsdag, hvor Daily Mail beskriver, at han stirrede lige ud i luften.

Ifølge The Telegraph er han også sigtet for kidnapning af parrets to børn og indbrud i en tilstødende ejendom. Den 25-årige mand blev angiveligt fundet i familiens have sammen med børnene, der dog er i sikkerhed hos familie nu.

Hertfordshire Politi fortæller, at nogle betjente en time før drabet havde snakket med den 25-årige drabsmand, efter at der var blevet ringet til politiet om larm og 'en mand, der opførte sig mistænkeligt på vejen'.

Politiet fandt liget af Nicola Cross, da politiet kom tilbage efter et andet opkald om indbrud i et nabohus.

- Nicolas familie forbliver i forgrunden i vores sind i denne ekstremt tragiske tid. Børnene er i sikkerhed med familie, som fortsat bliver støttet af særligt trænede betjente, lyder det fra efterforskningsleder Jerome Kent.