Talte ned fra ti og stak sin kone i halsen med en kniv

Den 34-årige ægtemand bad sin kone om at lukke sine øjne og vente på en overraskelse

Ægteparret Shaun og Laura, mens alt stadig var godt. (Foto: Privatfoto)
Ægteparret Shaun og Laura, mens alt stadig var godt. (Foto: Privatfoto)

En voldsom sag bliver netop nu behandlet i retsbygningen Maidstone Crown Court i England, hvor den 34-årige Shaun May er tiltalt for mordforsøg på sin egen kone Laura. Optakten til det angivelige mordforsøg er usædvanlig skræmmende.

Den 34-årige Shaun May bad nemlig sin kone om at lukke sine øjne, før han i et totalt uventet angreb pludselig stak en køkkenkniv i halsen på hende, mens hun lå i en seng i ægteparrets soveværelse. Shaun May havde oven i købet som et led i overraskelsen talt ned fra 10, mens Laura forventningsfuldt ventede på sin overraskelse.

Det skriver flere medier heriblandt The Times og Metro  

Laura May var tæt på at miste livet i forbindelse med kniv-angrebet fra sin mand. Men heldigvis ramte kniven ikke nogle vigtige blodårer i halsen.

Blev fyret fra sit job
I forbindelse med retssagen kom det frem, at Shaun May samme dag var kommet hjem fra arbejde og havde fortalt sin kone, at han var blevet fyret på grund af nogle finansielle uoverensstemmelser i forbindelse med sit job. Han forklarede også, at han derfor ikke var i stand til at betale parrets huslån.

Den 34-årige Shaun May fra byen Tunbridge Wells i Kent har erkendt, at han med vilje sårede sin kone med kniven. Ægteparret har kun været gift i 14 måneder, og de havde kort før forbrydelsen fandt sted været på en ferierejse til Korea.

I forbindelse med retssagen har anklager Robin Griffith forklaret følgende i retten:

'Hvad der skete, var fuldstændigt uventet. Efter at have spist takeaway gik parret i seng. Men meget tidligt om morgenen fortalte Shaun May at han havde hørt en lyd og gik nedenunder. Han vendte tilbage til sengen og kærtegnede sin kone. De havde lidt seksuel aktivitet, før han fortalte sin kone, at han havde en overraskelse til hende og bad hende om at lukke sine øjne.', forklarede anklageren og fortsatte:

'Han bad herefter sin kone om også at lægge et håndklæde over sit ansigt, og da hun kunne høre sin mobil vibrere, bad han hende om at ignorere den. Nu begyndte Shaun at tælle ned fra 10 til O, men da han kom til lave tal, begyndte han at sige 1,5 - 1,4 - 1,3.....'

Ville også dræbe sig selv
Anklageren forklarede til juryen, at Laura May bad sin mand om at skynde sig med at afsløre overraskelsen. Og kort efter stak han køkkenkniven i hendes hals.

Shaun May forklarede også ifølge anklageren sin kone, at han ville stikke kniven i sin egen mave for at dræbe sig selv. Men det gjorde han dog ikke. Han kom imidlertid til fornuft og kørte sin sårede og blødende kone til det nærmeste hospital. Her blev politiet tilkaldt, og Shaun May blev anholdt.

Retssagen fortsætter i den kommende tid.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere