Teater delvist udbrændt

Brand har delvist ødelagt det tidligere Caféteatret i Københavns indre by. Årsagen er ukendt

Dele af bygningen i Skindergade er brændt ned. (Foto: Mogens Flindt)
Dele af bygningen i Skindergade er brændt ned. (Foto: Mogens Flindt)

Teatret Sort/Hvid på adressen Skindergade 3 i det indre København er delvist brændt ned.

- Der har været brand i Skindergade 3. Vi får en anmeldelse kl. 4.38, og klokken halv syv kan brandvæsenet pakket deres slanger sammen, siger vagthavende ved Københavns Politi, Henrik Stormer.

Dele af bygningen - der tidligere hed Cafeteatret - er brændt ned, fortæller han.

- Førstesalen er brandskadet og svært udbrændt, og 2. sal er røg- og sodskadet, siger Henrik Stormer.

En udfordring
Årsagen til branden er endnu ikke klarlagt.

Branden var en udfordring for Københavns Brandvæsen. Det fortæller operationschef Peter Westh til Ekstra Bladet.

- Bygningen består af tre bygninger. En forbygning, en bagbygning og en bygning i midten, og der er så gårdareal imellem. Da vi kommer frem er der røgspredning på hele førstesalen, og vi har svært ved at identificere ildebranden. Vi må sende tre hold røgdykkere ind for at finde selve ildebranden, siger Peter Westh.

Ældre bygning
Bygningens alder gjorde også slukningen bøvlet.

- Der er tale om en ældre bygning, som er mere kompleks end nyere byggeri. Ældre bygninger brænder også lettere end nyere beton-byggeri, fordi bygningerne indeholder mere træ, gibs og puds. Derfor benyttede vi os også af en niveau tre udrykning, som er den største standardudrykning, vi har, siger han. 

Ingen er kommet til skade ved branden.

Jeg blev chokeret
Teatrets folk har endnu ikke beset skaderne.

- Vi venter på, at brandvæsenet vil lade os komme ind i bygningen. Vi har premiere på et nyt stykke den 29. januar, og vi aner ikke om, vi skal finde et nyt sted i byen at opføre teatret eller om vi kan blive, siger Jeannie Haltrup, der salgs- og kommunikationsansvarlig for teatret Sort/Hvid.

Hun fortæller også, at de var i gang med at bygge op til den nye scene til teaterstykket Noma. Hun fortæller, at den store scene ligger på førstesalen, og ifølge politiet er det netop 1. salen, der er hårdest ramt af flammerne.

- Hvad tænkte du, da du hørte det?

- Jeg blev chokeret. Vi arbejder rigtigt hårdt på teatret, og det har betydning for en masse kunstnere i deres daglige arbejde. Men lige nu forsøger vi at finde ud af, hvordan vi kan fortsætte vores arbejde. Men vi er bare glade for, at ingen er kommet til skade, siger hun.   

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen