Technofest gik grueligt galt: Ni ambulancer måtte tilkaldes

En technofest i weekenden tog så meget overhånd, at ni ambulancer måtte tilkaldes. En del af gæsterne havde taget hestebedøvelsesmiddel og fælgrens

Normalt er fest lig med fest, danse-moves og måske en fadøl eller to for meget.

Men lørdag aften i København tog det en helt anden drejning. En techno-fest på Docken i bydelen Nordhavn endte med at politiet måtte gribe ind og lukke festen.

Årsag?

Deltagerne havde taget for mange stoffer, og hele ni ambulancer måtte i løbet af aften tilkaldes til stedet. Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

- Vi var til stede ved arrangementet derude, og her kunne vi konstatere, at der i hvert fald var ni ambulancekørsler med personer, der har taget for meget narkotika. Det, som vi kalder en overdosis. Samtidig sigtede vi en hel del personer for at være i besiddelse af hårde stoffer.

- Udover de ni ambulancekørsler, så har arrangørerne af festen også haft nogle samaritter derude, som også har haft en del til behandling i løbet af natten, siger vicepolitiinspektør Tom Struve fra Afdelingen for Special- og Udlændingekontrol til Ekstra Bladet.

Hestebedøvelsesmiddel og fælgrens
På baggrund af de mange sigtelser og de mange ambulancer besluttede politiet at lukke festen.

- Ordensforholdene derude var så grelle, at vi var nødt til at lukke festen klokken 04.15, siger Tom Struve til Ekstra Bladet.

Og ifølge politiet blev der taget store mængder hårde stoffer.

- Der er blevet taget mange forskellige slags stoffer såsom ketamin (hestebedøvelsesmiddel red.) og GHB (fælgrens red.). Allerede tidligt på aften kontaktede vi arrangørerne og bad dem om at indskærpe forholdene, men på trods af det, så var der stadig personer, som var påvirkede og krævede behandling. Det betød så, at vi til sidst lukkede festen. Men det skabte ikke de store problemer, siger Tom Struve.

Karantæne for livstid
Ekstra Bladet har været i kontakt Zorg Industries' Joel Rowdy, der har været med til at arrangere den såkaldte Elements-fest, og han tager afstand fra de mange stoffer.

- Hvad oplevede I?

- Vi lukkede arrangementet ned klokken 04.55. Vi oplevede, at der var flere mennesker, der røg på hospitalet. Tallet ni er jeg ikke så sikker på. Jeg husker det som syv, men vi havde meget andet at se til.

- Den specifikke årsag til, at de røg på hospitalet kender vi ikke i alle tilfælde. I nogle tilfælde var der tale om en overdosis af det stoffet GHB, der er lavet af fælgrens. Lørdag havde vi et usædvanligt højt antal tilfælde, og det tyder på, at der var nogle, der rendte rundt og solgte det til. Det er et meget farligt stof, som man overhovedet ikke bør give sig i kast med, siger Joel Rowdy fra Zorg Industries til Ekstra Bladet.

- Hvordan har I det så med, at folk går rundt og sælger den slags til jeres fester?

- Det har vi det meget dårligt med. Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at den slags sker. Blandt andet kan jeg oplyse, at vi har lige så mange vagter til vores arrangementer, som der er til Grøn Koncert i Valby.

- Vi har haft 40 vagter og en hundevagt. Grunden til det er, at vi kropsvisiterer alle folk, når de kommer ind, men på en eller anden måde har de smuglet noget ind alligevel. Jeg har også talt med to piger, der fortæller, at de har fået puttet det i deres drink, siger Joel Rowdy fra Zorg Industries til Ekstra Bladet.

Slet ikke unormalt
- Hvorfor er det, at I ikke bare lukker festen første gang, de bliver taget med stoffer eller i en overdosis?

- Det er jo ikke et unormalt problem i nattelivet. Hvis du tager ind på et stort diskotek i København på en julefrokostfredag, så sker det her hele tiden. Det er en epidemi i hele samfundet. Det er slet ikke et unormalt problem, siger Joel Rowdy.

- Men er stoffer bandlyst til jeres fester?

- Det kan jeg garantere dig for. For det første bliver alle kropsvisiteret, inden de kommer ind. Derudover, så reklamerer vi på vores Facebook med, at hvis du bliver taget med stoffer, så får du livstidskarantæne fra alle vores arrangementer og alle vores samarbejdspartneres arrangementer, siger Joel Rowdy.