Teenage-søn sigtet for drab: 53-årig ramt af hammerslag

En ulykkelig og hulkende 19-årig mand varetægtsfængslet i fire uger efter grundlovsforhør - han er sigtet for at have dræbt sin far med flere hammerslag

Politiet har foretaget omfattende afhøringer og indsamling af tekniske spor på gerningsstedet for drabet på en 53-årig mand i Hjørring. Hans søn er sigtet i drabssagen. Foto: Henrik Louis
Politiet har foretaget omfattende afhøringer og indsamling af tekniske spor på gerningsstedet for drabet på en 53-årig mand i Hjørring. Hans søn er sigtet i drabssagen. Foto: Henrik Louis

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet): En dybt ulykkelig, drabssigtet 19-årig mand troppede før middag i går op i retssalen ikke langt fra det parcelhus, hvor en 53-årig mand fredag aften blev fundet med kvæstelser i hovedet på gulvet i husets forgang.

Den midaldrende mand var livløs og blev på stedet erklæret død.

Det oplyser kriminalkommissær Carsten Straszek, Nordjyllands Politi, som også fortæller, at den unge mand, der tirsdag blev anholdt og sigtet i drabssagen, har en familiemæssig forbindelse til den afdøde nordjyde.

Det ønsker efterforskningslederen ikke at uddybe nærmere. 

Men flere naboer bekræfter overfor Ekstra Bladets reporter på stedet, at der er tale om far og søn, og at de boede sammen i gulstens-rækkehuset i det sydlige Hjørring.

Ramt af flere slag
Dommeren valgte at lukke dørene før afhøringen af den sigtede. Det skete på anklagerens begæring af hensyn til den videre drabsefterforskning.

Den unge mand er ifølge anklageren sigtet for at have slået sin far ihjel med en hammer, som ramte ofret i hovedet flere gange. 

Det skete efter politiets opfattelse på mandens og sønnens hjemadresse fredag i tidsrummet mellem klokken 17.45 og 19.45.

Den drabssigtede teenager nægtede sig i den åbne del af retsmødet skyldig i drab, men han erkender vold efter straffelovens paragraf 245. Grundlovsforhøret endte med, at han blev varetægtsfængslet i fire uger på en mistanke om at være skyldig i vold med døden til følge.

Højlydt hulkende
I retten var den spinkle, mørkhårede nordjyde tydeligt påvirket af situationen.

Han hulkede højlydt, og på anklagerens og dommerens spørgsmål var han udelukkende i stand til at fremstamme enstavelsesord. ’Ja’ nøjedes han typisk med at svare.

Der var flere familiemedlemmer til stede på tilhørerpladserne.

Drabssagen udviklede sig for alvor, da politiet tirsdag skred til anholdelse af den unge mand.

Mistænkeligt dødsfald
Det skete, efter at Retsmedicinsk Institut havde fremlagde en obduktionsrapport i sagen, som dokumenterede, at hans far havde været udsat for vold.

I første omgang havde politiet officielt efterforsket fundet af den 53-årige mands lig som et ’mistænkeligt dødsfald’. 

Den 19-årige mand blev anholdt, mens han var til vidneafhøring på politigården i Hjørring.

Efter anholdelsen var politifolk igen tirsdag på det formodede gerningssted i Hjørrings udkant for at foretage afhøringer af vidner og andre mulige kilder til den verserende drabssag.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Naboer: En helt almindelig familie

Den 53-årige far blev fundet død og ramt af flere hammerslag i entreen til det her rækkehus i det sydlige Hjørring. Foto: Elise Rasmussen
Den 53-årige far blev fundet død og ramt af flere hammerslag i entreen til det her rækkehus i det sydlige Hjørring. Foto: Elise Rasmussen
 

Gerningsstedet for drabet på den 53-årige mand i Hjørring er et gult rækkehus med en velholdt forhave i et stille og roligt villakvarter i udkanten af den lille by.

En kvinde lufter sin hund i regnen, og udenfor rækkehuset holder polititeknikernes blå varevogne og vidner om, hvad der skete i fredags. På en af varevognene hænger en gennemsigtig affaldssæk med blåt overtrækstøj og futter.

Beboere på vejen fortæller, at der udover ambulance også ankom en lægehelikopter, men at det efter sigende allerede var for sent, da de nåede frem.

Flere naboer bekræfter overfor Ekstra Bladet, at den sigtede i sagen er offerets søn.

Offeret var fraskilt og boede i rækkehuset sammen med sønnen. Derudover består familien også af en voksen datter, der netop var på vej til at flytte for at studere.

Nabo: Helt almindelig familie
- Det giver slet ikke nogen mening. De var en helt almindelig familie. Knejten var lige blevet student. Det er ikke mere end et par uger siden, de kom i studentervognen og festede. Alle virkede så glade, siger en nabo.

Naboen siger om sønnen, at han måske virkede 'lidt stille':

- Der lignede han sin far. Men derudover var en helt almindelig ung knejt, der gik til sport og løb og cyklede.

Men far og søn så angiveligt ud til at have det godt sammen. De gik ifølge naboens udtalelse til Ekstra Bladet tit ture med hunden sammen eller stod og rodede med bilen på vejen.

Kommer som et chok
- Vi har aldrig nogensinde hørt, at de har skændes eller noget som helst, så det kommer virkelig som et chok. Da vi hørte det, tænkte vi, at det umuligt kunne være ham, lyder naboens forklaring.

Nogle andre naboer lidt længere oppe af vejen var hjemme og havde gæster til middag, da politiet rykkede ud fredag aften og de hørte lægehelikopteren.

- Politiet var i gang til over midnat fredag og har været her hver dag siden, så kan man jo godt regne ud, at der er sket noget tragisk, siger en af beboerne.

Se også: Familiedrama er nu en drabssag: 53-årig fundet død i entré

Se også: 19-årig sigtet for drab