Teenagepige overfaldet: Fik revet tørklæde af

Politiet efterlyser vidner, der har oplysninger om et overfald tirsdag eftermiddag, hvor en ung kvinde blev sparket, slået og fik flået sit tørklæde af

En 17-årig pige blev tirsdag eftermiddag overfaldet og blev slået, sparket og fik revet sit tørklæde af ved Bækgården i Albertslund.

'Der er tale om et overfald, hvor vi ikke kan udelukke, at det er begrundet i, at pigen bar tørklæde. Det er et overfald, vi ser ganske alvorligt på,' udtaler vicepolitiinspektør Claus Bardeleben fra Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Over for Ekstra Bladet uddyber han episoden, der skete, mens pigen kom gående og kiggede på sin telefon. 

- Der er en person, der retter henvendelse til hende, og hun kan ikke rigtig høre, hvad han siger, så hun henvender sig til ham og spørger, om han råber til hende, fortæller Claus Bardeleben.

Manden råbte en række ukvemsord efter teenagepigen, inden det udviklede sig til vold. 

- Det ender med, at de kommer i håndgemæng, og han river tørklædet af pigen og tildeler hende nogle spark, blandt andet et spark i baghovedet.

- Hun bliver også slået med knyttet hånd, mens hun ligger ned. Hun blev skubbet omkuld i forbindelse med håndgemænget

Efter overfaldet blev pigen undersøgt på sygehuset.

- Hun har selvfølgelig fået nogle skader, og de matcher ganske godt, det der skete, oplyser Claus Bardeleben.

Efterlyser vidner
I forbindelse med overfaldet efterlyser politiet et vidne, der henvendte sig til pigen efter overfaldet. Den eneste beskrivelse, som politiet har af ham er, at han taler dansk.

- Vi vil meget gerne snakke med ham og spørge, hvad der er sket, og hvor meget han har set, fx om han har set nogle personer på stedet før, under eller efter overfaldet, siger Claus Bardeleben.

Desuden beder politiet om hjælp fra andre, der kan have set noget eller kender til gerningsmanden.

Gerningsmanden beskrives som en mand mellem 30 og 40 år, der er dansk af udseende og taler dansk.

Han er mellem 170 og 180 centimeter høj, kraftig af bygning og skaldet. Under overfaldet var han iført en hvid t-shirt med farvet skrift.

Har man oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes døgnet rundt på 4386 1448

Skærm

Hent flere
Hent flere