Teenager anmeldte farfar for incest og mistede stor del af familien

Det meste af familien tror ikke på, at farfaren har misbrugt sit barnebarn og kalder beskyldningerne for løgn

Retten i Glostrup (Arkivfoto: Rumle Skafte)
Retten i Glostrup (Arkivfoto: Rumle Skafte)

Opdatering 18.50: Ekstra Bladet er for kort tid siden blevet kontaktet af den 19-årige piges mor. Hun oplyser, at hun fuldt og fast står ved sin datters side og tror på hendes historie. Tidligere fremgik det af artiklen, at hele familien havde vendt den 19-årige pige ryggen, men det er altså ikke korrekt. Den 19-årige piges mor forstår ikke, hvordan nyhedsbureauet Ritzau, har fået den opfattelse, at hun ikke støtter sin datter og hvor misforståelsen er opstået. Ekstra Bladet kender moderens identitet, men af hensyn til den 19-årige pige, har avisen valgt at holde moderen anonym.

Det har haft store personlige konsekvenser for en i dag 19-årig pige fra Ishøj vest for København at anmelde sin farfar for seksuelt misbrug gennem flere år. Farfaren fungerede som hendes plejeforælder.

Hendes søster, far og farmor tror ikke på hende, og de kalder beskyldningerne for løgn. De er alle på farfarens side i retssagen, som mandag fortsætter i Retten i Glostrup, hvor hele familien er mødt op for at vise deres støtte til den tiltalte mand.

Kun pigens mor, pigens kæreste gennem knap to år og hans mor tror på hende. Dem er hun nu flyttet ind hos.

- Selv om vi har støttet hende hundrede procent, er det jo ikke det samme, for vi er ikke hendes familie, siger svigermoren i retten og fortæller, at det har været hårdt for pigen, at familien har vendt sig mod hende.

Hun fortæller også, at hun med det samme fik fornemmelsen af, at ikke alt var, som det skulle være hos hendes søns nye kæreste.

- Jeg kunne mærke med det samme, at der var noget galt, og at hun havde nogle lig i lasten. Men jeg vidste ikke, hvor alvorligt det var, siger hun.

Hun har aldrig nogensinde tvivlet på, at det, pigen fortalte, var rigtigt.

Det var, da pigen fik et intimt bånd og venskab med sin nye kæreste, at hun for første gang åbnede for de seksuelle overgreb og voldtægter, hun var udsat for som barn.

Overgreb, som farfaren beskrev som "hygge," og som foregik, mens farmoren var til banko, bliver det forklaret.

Kæresten afgiver også forklaring mandag i retten. Han fortæller, hvordan pigen græd meget, kiggede ud i luften uden nogen årsag og havde svært ved at have sex.

Han kan tydeligt huske den aften, hvor kæresten vælger at fortælle om oplevelserne i barndommen.

- Hun brød helt sammen. Man kunne godt mærke, det var noget, hun havde holdt inde meget længe, siger han.

Der ventes at falde dom i sagen fredag.

Fra hun var 9 til 24 år, blev Katja seksuelt misbrugt af sin far. Her fortæller hun om at vokse op som incest-offer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere