Teenager dræbt på ølrov: Nu er dommen faldet

Amerikansk mand satte fælde op, inden han skød og dræbte 17-årig tysk udvekslingsstuderende på jagt efter øl

Markus Kaarma blev torsdag idømt 70 års fængsel for mordet på den 17-årige tyske studerende, Diren Dede. (Foto: Kurt Wilson/AP)
Markus Kaarma blev torsdag idømt 70 års fængsel for mordet på den 17-årige tyske studerende, Diren Dede. (Foto: Kurt Wilson/AP)

Markus Kaarma blev i december kendt skyldig i mordet på den 17-årige udvekslingsstudende, Diren Dede fra Hamborg, Tyskland, i en sag, der har sat de amerikanske love omkring selvforsvar på en prøve. Nu er han idømt 70 års fængsel.

Sagen startede i april sidste år, hvor Markus Kaarma og hans kone, Janelle Pflager fra delstaten Montana, var frustrerede efter flere indbrud i deres garage.

Derfor satte de videokamera og bevægelsessensorer op i garagen og lod derefter garagedøren stå åben. Ifølge Berlingske stillede Janelle Pflager sin taske i indgangen for at lokke tyve til.

Den 17-årige Diren Dede var ude og gå en tur i nabolaget med en ven, da han i en jagt på alkohol besluttede sig for at kigge ind i Kaarmas garage. Da alarmen gik, tog Markus Kaarma sin riffel, gik ud i garagen og skød flere skud i blinde, hvor det ene ramte den unge studerende i hovedet.

Selvforsvar
Ifølge Berlingske, som har læst politirapporten, havde Kaarma og Pflager alt andet end dårlig samvittighed efter drabet.

Betjentene skriver i deres rapport, at Kaarma virkede til at være mest ked af, at han var kommet til at ramme en af sine biler, og kæresten lavede sjov med et spil på Markus Kaarmas efternavn – at det var »dårlig karma for tyven« at bryde ind i deres hus, skriver Berlingske.

Sagen har skabt røre i USA, fordi det i delstaten Montana er lovligt at skyde folk, der trænger sig ind i dit hjem - hvis det sker i selvforsvar, og det hævdede Kaarma, at det var.

Dommeren slog dog fast, at Kaarma var på jagt, idet han havde sat sensorer op og ladet garagedøren stå åben.

- Du beskyttede ikke dit hjem, du var på jagt, sagde dommeren ifølge USA Today, og idømte Kaarma 70 års fængsel med mulighed for prøveløsladelse om 20 år.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere