Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Teenager efterlyst for knivstikkeri fortsat på fri fod

Politiet opfordrer endnu en gang ung teenager til at melde sig selv efter knivoverfald på 14-årig dreng

En 14-årig dreng blev i går stukket ned på Bakken under blå mandag.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Politiet kommer nu med en sidste opfordring til den unge teenager, som mandag stod bag et knivoverfald på en 14-årig dreng på Dyrehavsbakken i Klampenborg.

Politiet kender ikke den unge gerningsmands identitet, men ligger inde med meget tydelige overvågningsbilleder af drengen, som de indtil nu har valgt ikke at offenliggøre.

- Vi har et håb om, at han melder sig selv meget snart. Men jeg lover ham også, at hans billede kommer i avisen, hvis ikke han melder sig, lyder det fra efterforskningsleder Allan Lørup fra Nordsjællands Politi.

Overfaldet fandt sted kort før klokken 22 mandag, da uoverensstemmelser mellem to grupper af unge drenge udviklede sig.

Ifølge politiet begyndte uoverensstemmelserne ved radiobilerne. Herefter trak grupperne væk fra hinanden, indtil de senere stødte sammen ved et stiområde uden for Bakken.

Foto: Kenneth Meyer 112 - 14. maj. 2018 - kl. 23:01 Knivoverfald på Bakken: Politi massivt til stede

Her blev den 14-årige dreng stukket to gange, én gang i ballen og én gang ved brystregionen. Omkring klokken 01 natten til tirsdag kunne politiet dog oplyse, at drengens liv ikke var i fare.

Allan Lørup oplyser til Ekstra Bladet, at politiet har en god ide om, hvilken retning de skal kigge for at finde gerningsmanden. Ifølge efterforskningslederen kender offer og gerningsmand hinanden yderst perifært.

- Deres indbyrdes kendskab til hinanden er selvfølgelig noget, der indgår i efterforskningen. Der er nogle informationer, der går på i hvilken gruppe af unge gerningsmanden skal findes, siger efterforskningslederen.

Knivoverfaldet blev overværet af en række vidner, hvoraf politiet har talt med flere. Allan Lørup har dog også en opfordring til den gruppe af unge, som gerningsmanden var sammen med ved episoden.

- Jeg synes også, at de skal komme og fortælle os, hvad de ved. Det er klart, at når man har været i en gruppe og det ender med et knivstik. Så skal vi også have snakket med dem for at afdække deres rolle i sagen. Og der må være nogle af dem, som ikke synes, at det er særligt sjovt, at det endte i knivstik, siger Allan Lørup.

Gerningsmanden bag mandagens knivstikkeri er ifølge politiet  formentlig en dreng på mellem 14-16 år. Ifølge politiets oplysninger skal han være af udenlandsk baggrund - formentlig afrikansk - og  mellem 170-180 centimeter høj.

På gerningstidspunktet har vidner beskrevet, at han bar blåt tøj, som formentlig var joggingtøj. Han var desuden iført en sort kasket, havde mørkt hår og var slank af bygning.

Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

1 af 3 Foto: Kenneth Meyer
2 af 3 Foto: Kenneth Meyer
3 af 3 Foto: Kenneth Meyer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen