Teenager erkender sig skyldig i at dræbe sin mor

En 16-årig dreng er ved Retten i Roskilde tiltalt for at have dræbt sin mor med adskillige knivstik. Han erkender sig skyldig

En 16-årig dreng har nu kendt sig skyldig i drabet på sin mor i sommeren 2019. Video: Local Eyes.

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): En 16-årig dreng med sort, kort hår, klædt i en orange hættetrøje, erkendte sig tirsdag skyldig i retten efter at være blevet tiltalt for at have dræbt sin mor med adskillige stik og snit på kroppen med en køkkenkniv sidste år.

Der blev endvidere nedlagt påstand om, at den tiltalte mister retten til at arve.

Drengen erkendte sig skyldig i forbrydelsen, men ønskede ikke at udtale sig. Drengen sad helt tavs, uden at fortrække en mine, med sit blik rettet mod gulvet, da drengens forsvarsadvokat fremlagde at den tiltalte ikke ønskede at udtale sig.

Den tiltalte blev 29. juli 2019 i Ringsted anholdt og sigtet for at have myrdet sin mor med en køkkenkniv.

Se mere video på Local Eyes.

Den tiltalte blev anholdt siddende i en sofa i lejligheden, mens redningsfolk forgæves kæmpede for at redde hans mors liv. En kniv med blod og vævrester blev fundet i køkkenet. Han blev efter anholdelsen varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk børneafdeling.

Der ventes stadig på svar vedrørende drengens mentalundersøgelse.

Anklageren forklarede endvidere, at den 16-årige under grundlovsforhøret havde erkendt, at han stak sin mor i maven, ryggen og i halsen. Under grundlovsforhøret havde man spurgt drengen, om det var hans hensigt at dræbe hende. Det svarede han ja til.

Sagen forsætter i dag med vidner.