Teenager kørte galt: Så gik strømmen i flere hundrede hjem

En 17-årig pige fra Sønderjylland kørte galt natten til søndag og påkørte en transformationsstation i Vejle. Det betød ingen strøm for 261 husstande i en periode

En aften med alkohol fik en meget brat afslutning for en 17-årig pige. Natten til søndag påkørte hun en transformatorstation ved Vindinggaard Ringvej ud for Egelys Allé i Vejle.

Da politiet ankom til stedet, kunne de også konstatere, at hun var påvirket af alkohol.

- Hun slap tilsyneladende uskadt fra uheldet. Det ser ud til, at bilen kom i slinger og ramte transformatorstationen med bagenden. Patruljen på stedet tog hende med på stationen for at få taget en blodprøve. Her blev hun senere hentet af en pårørende, fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi til JydskeVestkysten.

Ifølge JydskeVestkysten betød uheldet, at hele 261 husstande i området stod uden strøm indtil klokken 11.20 søndag. Her kunne energiselskabet TREFOR Elnet A/S meddele, at der igen var normal strømforsyning i Vejle.

Da pigen kun er 17 år, må hun ikke køre alene. Derfor står venter der to sigtelser mod pigen.