Teenager torpederede 71-årig med 150 km/t: Fængslet fire uger

En 19-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter en trafikulykke i Broby

Ulykken skete på Odensevej nordøst for Broby. (Foto: Google Maps)
Ulykken skete på Odensevej nordøst for Broby. (Foto: Google Maps)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Den 19-årige, der i dag kl. 15.00 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg sigtet for blandt uagtsomt manddrab, er blevet varetægtsfængslet i 4 uger.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Sigtede kunne erkende, at han førte det køretøj, der påkørte den 71-årige knallertfører, med en hastighed på mindst 150 km/t, og at han knap et døgn før ulykken havde delt en joint med nogle venner.

Kørte om kap
Ulykken skete klokken 23.23 på Odensevej nordøst for Broby på Fyn, hvor hastighedsgrænsen er 80 kilometer i timen.

Der er tale om en lige strækning, og selv om hastigheden ikke blev målt, giver summen af foreløbige vidneforklaringer og skader på bil og knallert ifølge politiet klare indikationer på, at der blev kørt langt hurtigere end det tilladte.

Knallertføreren kørte i sydvestlig retning mod Broby, da han blev ramt af en personbil, som kørte i samme retning.

I en anden bil kørte ifølge anklagerfuldmægtig Camilla Slowik en af den nu fængsledes bekendte. Han formodes at have kørt minimum samme hastighed.

- Der er tale om to personer, der har kendt hinanden og haft et venskabeligt forhold og har kørt om kap, siger anklagerfuldmægtigen.

Den 19-årige forklarede ved grundlovsforhøret, at grunden til den høje hastighed var, at han ville overhale sin ven i en forankørende bil.

Ikke sigtet
Vennen er endnu ikke sigtet i sagen, fortæller den anklagefuldmægtige.

- Det er ikke ham, der påkører den mand, der dør. Og der er ikke pt tænkt på, at han skal sigtes for uagtsomt manddrab, siger anklagerfuldmægtigen, som langt fra afviser, at manden vil blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven.