Teenagere fængslet for sexoverfald

To 17-årige sigtet for overgreb i solcenter

To 17-årige drenge blev torsdag fængslet i surrogat i 20 dage, sigtet for et sexoverfald i et solcenter i København. Begge sigtede nægter sig skyldige.

De mistænkte blev fremstillet i Københavns Dommervagt torsdag, men selve overgrebet skal have fundet sted 9. februar i et solcenter på Bryggervangen i København.

Ifølge sigtelsen holdt en af teenagerne vagt, mens den anden forsøgte at voldtage pigen og tvinge hende til at give blowjob. Det mislykkedes, og i stedet udsatte han, ifølge sigtelsen, offeret for anden seksuel omgang end samleje og blufærdighedskrænkelse.

Det fremgår også af sigtelsen, at der var en veninde til offeret til stede, men hun blev holdt tilbage af den 17-årige, der holdt vagt.