Teenagere tiltalt: Tævede 65-årig taxachauffør ihjel

65-årig fik svære hovedskader og overlevede ikke slag og spark under røveri  i november i fjor

Københavnske taxachauffører gik i protest over drabet på en af deres kolleger (foto: Nima Hajarzadeh / reporter: Jonas Ryefelt)

To unge på 17 og 18 er nu tiltalt i sagen om det grove overfald, der i fjor kostede den 65-årige taxachauffør Johnny Henriksen livet.

Overfaldet skete kort efter midnat 31. oktober sidste år.

Her var taxaen netop ankommet til Herbergsvej i Brønshøj, hvor han var blevet bestilt til.

Anklageskriftet beskriver, hvordan taxachaufføren var blevet lokket i en fælde, hvor han skulle udplyndres for penge og ejendele.

Det har tidligere været beskrevet, at den 65-årige blev overfaldet, netop som han var steget ud af hyrevognen for at tage et cykelstativ frem.

Chaufføren blev udsat for kynisk og nådesløs vold.

Ifølge anklageskriftet blev han slået flere gange i hovedet med et ukendt slagvåben – ligesom han fik knytnæveslag og spark i hovedet og på kroppen, mens han lå ned.

Tiltalt for dødsvold
Under overfaldet blev han frarøvet tre punge med i alt 1000 kr. Den meget grove vold gav den 65-årige dødelige skader, blandt andet kraniebrud, kvæstningsforandringer i begge hjernehalvdele samt blodansamlinger under den hårde hjernehinde.

Skaderne var fatale, og godt et døgn efter overfaldet døde han på hospitalet, og derfor er den unge duo tiltalt for dødsvold. Ud over overfaldet på taxachaufføren er begge hver for sig tiltalt for røverier. Begge har indvandrerbaggrund.

Ifølge anklageskriftet stod den ene sammen med uidentificerede medgerningsmænd bag et gaderøveri ved middagstid 5. juni i fjor.

Her blev offeret ved et bus stoppested frarøvet en trolley- kuffert, en Ipad, en halskæde og en computertaske med 55.000 kr.

Den 18-årige er tiltalt for røveri mod postekspeditionen i Super Best i Brøndby Strand. Her blev røvet 29.000 kr. Her truede gerningsmanden ifølge anklageskriftet med en hammer, som han flere gange slog ned i disken.

Retssagen begynder sidst i oktober.