Teenagers død fortsat mysterium

17-årige Daniel Buttrup Larsens tragiske død natten til lørdag er fortsat et mysterium - forældrene søger vidner

Daniel Buttrup Larsen blev dræbt natten til lørdag, da han blev ramt af et tog på skinnerne nær Odense Banegård (Privatfoto)
Daniel Buttrup Larsen blev dræbt natten til lørdag, da han blev ramt af et tog på skinnerne nær Odense Banegård (Privatfoto)

Omkring klokken 02.00 natten til lørdag mistede 17-årige Daniel Buttrup Larsen livet på banelegemet nær Odense Banegård.

Daniel Buttrup Larsen forsøgte formentlig at skyde genvej over skinnerne, da han blev ramt af et godstog og dræbt på stedet.

Men præcis hvad den 17-årige teenager fra lokalområdet skulle på den anden side af skinnerne er fortsat et mysterium for hans forældre og lokalpolitiet i Odense.

- Vores hypotese er, at det er en ulykke, men hvis der er nogen, der kan hjælpe os med, hvad han har lavet og hvor han har været, hører vi gerne fra dem, lyder det fra Andreas Bruun, der er leder af afdelingen for særlov i Odense ved Fyns Politi til Ekstra Bladet.

Daniel Buttrup Larsen sendte en SMS til sine forældre omkring klokken 01.30. Beskeden kom aldrig frem (Foto: Jens Dresling)
Daniel Buttrup Larsen sendte en SMS til sine forældre omkring klokken 01.30. Beskeden kom aldrig frem (Foto: Jens Dresling)
 

Han har ikke yderligere oplysninger i sagen.

Familien har dog den klare formodning, at 17-årige Daniel havde fulgt en bekendt hjem, inden han tog den skæbnesvangre beslutning om at skyde genvej over togskinnerne på vej hjem.

- Hegnet i området er meget lavt, og det er nemt at springe over, fortæller far til den dræbte, Jan Buttrup Larsen, til Ekstra Bladet.

Inden Daniel Buttrup Larsen blev dræbt havde han været på baren Sharks Pool House sammen med nogle venner.

Forsøgte at sende SMS til forældrene kort før sin død
Familien havde i går besøg af to af den 17-årige gymnasieelevs venner, der fortalte, at de natten til lørdag havde modtaget en SMS fra Daniel, som var tiltænkt forældrene.

- Han skrev blandt andet, at han ville være hjemme indenfor to timer, som vi havde aftalt, men vi fik aldrig beskeden, fordi den blev sendt forkert, fortæller Daniels far.

Vennerne kunne desuden fortælle, at de havde fulgtes med teenageren, inden han forsvandt ud i natten uden at sige farvel.

Se også: Gymnasieelev dræbt af tog: Forsøgte at skyde genvej

- Vi vil gerne vide, hvem det var, han fulgte hjem, så vi kan få bekræftet, hvad hans ærinde var ovre på den anden side af banelegmet.

- Det er det eneste, der mangler, for at puslespillet bliver samlet. Der er ikke nogen, der kunne have forhindret det her overhovedet. Det er et ulykkeligt hændelsesforløb, men vi vil bare gerne have vished, siger Jan Buttrup Larsen.

Familien håber, at Daniels død kan medvirke til, at det ikke sker igen.

Derfor håber familien, at man på baggrund af det tragiske dødsfald vil overveje at sætte højere afskærmning af rundt om banelegemet.

- Unge krydser ofte den vej. Efter min mening er der for let adgang hen over sporet, fortæller Jan Buttrup Larsen til Ekstra Bladet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere