Teenagesøn dømt som hjemmerøver: Nu smider boligselskab familie ud

Retten i Helsingør giver boligselskabet Boliggården ret til at smide en kvinde ud, efter at kvindens søn er blevet dømt for alvorlig kriminalitet mod en anden beboer på Vapnagaard

En kvinde bliver nu smidt ud af sin lejlighed på Vapnagaard i Helsingør, fordi hendes søn er kriminel. (Foto: Googlemaps)
En kvinde bliver nu smidt ud af sin lejlighed på Vapnagaard i Helsingør, fordi hendes søn er kriminel. (Foto: Googlemaps)

Ved du noget om sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En kvindelig lejer i boligselskabet Boliggårdens afdeling 24 Vapnagaard i Helsingør skal flytte fra den lejlighed, som hun har boet i siden 1995, fordi hendes teenagesøn har fået dom for at medvirke til et hjemmerøveri.

Det har boligretten ved Retten i Helsingør besluttet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Kvindens 19-årige søn blev i 2015 idømt en ubetinget fængselsdom på tre år for i efteråret 2014 at have deltaget i et mislykket hjemmerøveri mod en beboer i kvarteret.

Det er boligselskabet, der har ønsket at benytte lejeloven og almenlejelovens muligheder for at opsige familier, hvis børn eller andre familiemedlemmer begår kriminalitet i boligområdet. Og retten har altså med kendelsen givet boligforeningen medhold og tilladelse til at sætte moren ud af sin lejlighed.

Under retssagen argumenterede moren for, at episoden fandt sted på et tidspunkt, hvor sønnen kun sjældent opholdt sig i lejligheden. Hun fortalte, at han det meste af tiden boede hos en kæreste i Hillerød, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Har årelang tilknytning
Kvinden havde på dette tidspunkt heller ikke nogen viden om, at sønnen havde et hashmisbrug, som øjensynlig var en del af baggrunden for røveriforsøget, forklarede hun i retten. Derudover blev det også nævnt, at sønnen før den alvorlige dom var fuldstændig ustraffet.

Moderen oplyste også i retten, at hun havde en årelang tilknytning til Vapnagaard, og at hun første gang flyttede ind i en lejlighed i området i 1979, og boede der i ni år, inden hun i 1995 flyttede tilbage. Derudover fremhævede hun, at der aldrig tidligere havde været nogen klager over hende eller hendes i alt tre børns opførsel.

Men Boligretten fandt, at teenagesønnen var en del af husstanden. Den fandt også, at drengen havde sin folkeregisteradresse på stedet i hele perioden. Desuden var drengens kriminalitet så alvorlig, at betingelserne for at opsige lejemålet var til stede.

Moderen blev også dømt til at betale sagens omkostninger, skriver Frederiksborg Amts Avis.

296 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere