Terror-sigtet: - Vi vil dræbe hele verden indtil alle dyrker Gud

Svensk domstol har stemplet 30-årig som IS-sympatisør. Nu er han fængslet for planlagt terror i København

Den 30-årige, der nu sigtes for planlagt terror i København, er på svensk politis terrorliste. Foto: Björn Lindgren/TT/Scanpix
Den 30-årige, der nu sigtes for planlagt terror i København, er på svensk politis terrorliste. Foto: Björn Lindgren/TT/Scanpix

Den 30-årige syrer, som politiet i København sigter for at have planlagt et terror-angreb i København med knive og en bombe-sprængning, har klare sympatier for Islamisk Stat.

Det fastslog Tingsretten i Malmø i en dom den 21. april i år, hvor den 30-årige blev frifundet for at stå bag et brandattentat mod en shiamuslimsk moské i Malmø i oktober 2016.

Den 30-årige syrer er netop blevet varetægtsfængslet i Københavns dommervagt til den 15. januar, sigtet for forsøg på terror i november 2016, hvor tilfældige skulle dræbes med knive og en bombe-sprængning.

Se også: 30-årig anholdt for planlagt terror med knive og bombe i København

Retten i Malmø fandt at beviserne mod ham for brandstiftelsen i moskéen var for svage, men domstolen slog samtidigt fast, at han helt åbenbart har sympatier for IS. Det fremgik af en lang række beviser under retssagen.

Blandt beviserne var en Facebook-chat mellem den 30-årige og hans mor, hvor hun udtrykte bekymring for sønnens adfærd.

'Jeg er soldat'
Han skrev til moderen, at han 'var soldat hos staten (IS egen betegnelse for kalifatet, red), at han var kæmper, og at hans liv i Europa var jihad og ikke leg.

Han skrev til sin mor, at han vil udføre jihad, hvor han end befinder sig:

 - Vi skal dræbe hele verden, til Gud bliver dyrket 100 procent. Hvis 99 procent dyrker ham, så vil vi fortsætte med at dræbe til 100 procent dyrker ham, skrev den 30-årige.

Ekstra Bladet har læst den svenske dom og det fremgår, at den 30-åriges computer var fyldt med IS-propaganda og bombe-opskrifter. På Facebook diskuterede han bombe-fremstilling, afsky mod shiamuslimer og martyrium med en trosfælle.

Screensaveren på hans computer var et IS-flag, og til en fætter skrev han: 'Jeg vil dø martyrdøden'.

Blandt IS-videoerne var en propagandafilm, der hyldede terroristen bag angrebet i Nice 15. juni 2016, hvor en lastvogn pløjede gennem menneskemængden på strandpromenaden og dræbte 84 personer.

Der var også mange krigsoptagelser, hvor IS-flaget hele tiden ses i billedet samt videoer med henrettelser og interviews med selvmordsterrorister.

På terrorliste
I en chat på facebook fra den 8. og 9. oktober 2016 - et par dage før brandattentatet i Malmø - omtaler den 30-årige sig som martyr og beder sin samtalepartner om at underrette hans mor om, at han har virkeliggjort sin drøm og at han med Guds vilje ville komme i paradiset.

Se også: 30-årig anholdt for planlagt terror med knive og bombe i København

Efter frifindelsen ved retten i Malmø for brandattentatet, blev den 30-årige tilbageholdt af SÂPO, som havde sat ham på listen over mistænkte terrorister, der var til fare for Sveriges sikkerhed. Men i maj blev han løsladt, fordi det viste sig umuligt at udvise ham til Syrien eller Saudiarabien.

I Islamisk Stats tidsskrift Al-Naba tog IS ansvaret for brandattantet i Malmø ni dage efter branden.

'Tændstikmanden'
I København sigtes den 30-årige nu som den hidtil ukendte medgerningsmand til 'tændstikmanden' denen 21-årige syrer Dieab Khadigah, der 12. juli i år blev idømt seks år og seks måneders fængsel ved retten i sydtyske Ravensburg for et planlagt terrorangreb i København.

Syreren blev afvist ved indrejse til Danmark og sendt retur til Tyskland, der rejste en terrorsag mod ham blandt andet på indholdet af hans rygsæk, der skulle bruges til at bygge en bombe i Danmark. Den indeholdt godt 17.000 tændstikker, 17 batterier, en pakke fyrværkeri, to køkkenknive og seks walkie-talkier.

Efterforskningen viste, at han stod i ledtog med en eller formentlig to andre personer. Den ene skulle han mødes med på Hovedbanegården i København.

Senioranklager Sidsel Klixbüll sagde efter fængslingen af den 30-årige: 'Vi ser med stor alvor på planlagte terrorangreb mod Danmark, og vi er tilfredse med, at retten har varetægtsfængslet den sigtede.'

Ifølge sigtelsen mod den 30-årige ville han sammen med Dieab Khadigah overfalde personer i København med knive og derefter detonere en eller flere sprængladninger.

1 af 2 Terrorangrebet i Nice, hvor 84 blev dræbt, hyldes i en IS-video, som den 30-årige havde på sin computer. Foto: AP
2 af 2 Den 30-årige, der nu sigtes for planlagt terror i København, er på svensk politis terrorliste. Foto: Björn Lindgren/TT/Scanpix

Skærm

Hent flere
Hent flere