Terror-tiltalt: Finn var et uheld

Ifølge den 26-årige Bhostan Hossein, var Omar El-Hussein ærgerlig over drabet på Finn Nørgaard

Sådan foregik de skæbnesvangre timer (Video: Lasse Brøndal, Caroline Clante og Mikkel Cramon (redigering) / Grafik: Mikkel Lund & Frans Wej Petersen / Foto: Kenneth Meyer)

Københavns Byret (Ekstra Bladet):  Omar El-Hussein var ærgerlig og panisk efter angrebet på Krudttønden 14. februar sidste år. Og det gik den 22-årige terrorist på, at angrebet ikke gik efter planen. Sådan forklarede den 26-årige terror-tiltalte, Bhostan Hossein, i dag til retten.

- Omar fortalte, at han havde skudt en, men at det ikke var ham, der var død, som skulle dø.

- Han sagde, det andet var et uheld, og han var meget ked over det, lød det fra Bhostan Hossein til retten. Ifølge den 26-åriges forklaring var det Lars Vilks, som var Omar El-Husseins endelige mål.

- Han vidste heller ikke, om han måske havde ramt andre ved angrebet, forklarede den 26-årige.

Anklager Sidsel Jeesen-Klixbüll  gennemgår i øjeblikket overvågning taget fra området omkring Mjølner Parken, som en del af bevisførelsen imod de fire mænd, der er tiltalt i sagen. På billederne ses fire skikkelser mødes med en femte, der ifølge anklagemyndigheden er Omar El-Hussein.

Den teori bekræftede 26-årige Bhostan Hossein over for retten.

- Jeg spørger på et tidspunkt Omar, 'hvad fuck har du gang i'?, lød forklaringen fra Hossein.

- Sagde Omar noget til jer om, hvad han ellers havde tænkt sig at gøre den dag, spurgte anklageren den 26-årige.

- Nej, slet ikke. Vi taler bare om det, der er sket.

Ifølge den 26-årige var alle fire venner målløse over deres kammerats gerninger. Omvendt mener anklagemyndigheden, at de fire nu tiltalte venner hjalp Omar El-Hussein i timerne efter angrebet på Krudttønden.

Fik drabsvåben
Bhostan Hossein har tidligere i dag bekræftet over for retten, at han fik overrakt drabsvåbnet af Omar El-Hussein kun en time efter det dødelige angreb på kulturhuset.

- Han giver mig et maskingevær. Jeg prøver at give ham det tilbage og tænker bare at smide den fra mig, lød forklaringen fra den 26-årige tidligere i dag.

Han nægter sig fortsat skyldig i terror-anklagerne i mod ham, og hævder, at han kun smed riflen fra sig på et grønt område ved Mjølner Parken, fordi han ikke ville have, at det skulle ligge tæt på legepladser og boldbaner.

Ifølge 26-årige faldt det ham heller aldrig ind at ringe til politiet.

- Vi stikker ikke hinanden i mit miljø.

Ifølge anklageskriftet skulle Bhostan Hossein, Mahmoud Rabea, Ibrahim Abbas og Liban Elmi blandt andet have sørget for, at Omar El-Hussein fik en taske til de to pistoler, som han senere benyttede under angrebet ved synagogen. Derudover skulle de have hjulpet med skiftetøj og ammunition til El-Hussein.

Sagen mod de fire kammerater startede i sidste uge. Der er afsat 30 retsdage i sagen, der forventes afsluttet i efteråret.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

1 af 2 Den 26-årige Bhostan Hossein bekræftede under dagens retsmøde, at han mødtes med Omar El-Hussein og fik gerningsvåbnet fra Krudttønden i hånden. Foto: VG
2 af 2 De terrortiltalte - fra venstre: Rabea, Elmi, Abbas og Hossein. Alle fire er tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein inden angrebet på synagogen i København. (Retstegninger: Jørgen Bitsch)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere