Terror-tiltalt: Jeg købte ikke taske til Omar

31-årig er blandt andet tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein med en sort skuldertaske, som blev brugt under angrebet ved Synagogen

31-årige Mahmoud Rabea afgiver i dag forklaring ved Københavns Byret.
31-årige Mahmoud Rabea afgiver i dag forklaring ved Københavns Byret.

Københavns Byret (Ekstra Bladet): Den 31-årige terror-tiltalte Mahmoud Rabea købte om eftermiddagen 14. februar en sort skuldertaske i Føtex på Nørrebro, som han efterfølgende overrakte til Omar El-Hussein, der brugte tasken i forbindelse med terrorangrebet ved Synagogen i København.

Det mener politiets anklagemyndighed, som i dag fremviste den flade, sorte dametaske, som Omar El-Hussein havde på sig, da han skød og dræbte den 37-årige sikkerhedsvagt Dan Uzan.

Tasken er et af politiets centrale beviser i terrorsagen mod fire mænd fra Nørrebro. Den 31-årige Mahmoud Rabea benægter dog, at tasken blev købt til Omar El-Hussein få timer efter, at den 22-årige havde gjort sig til drabsmand på Krudttønden.

I stedet købte Mahmoud Rabea tasken i supermarkedet til en af sine pushere, som havde problemer med at holde indtægterne oppe.

- Han havde tabt nogle hash-klumper et par gange i løbet af ugen. Pusherne bliver udsat for alverdens ting hver dag. De bliver rullet af politiet, de bliver rullet af deres venner, forklarede den 31-årige terror-tiltalte, som tidligere i dag forklarede, at han inden sin anholdelse supplerede flere af Nørrebros pushere med hash-klumper og på den måde 'kørte forretning'

- Derfor købte jeg tasken til ham, så det ikke ville ske igen, lød det fra Mahmoud Rabea, der nægter sig skyldig i terror-anklagen i mod han.

Se også: Terror-tiltalt: Alle vidste, hvem der havde gjort det

 

Udover medvirken til terror er den 31-årige Mahmoud Rabea også tiltalt for at have været i besiddelse af to mobiltelefoner under sin varetægtsfængsling i sagen. Første gang 12. januar i år og igen to uger efter - begge tilfælde i Ringsted arrest.

Se også: Terror-tiltalt til anklager: Bevis, at jeg har begået terror !

Ifølge Mahmoud Rabea har han dog haft tilgang til mange flere telefoner.

- Jeg har haft fire eller fem telefoner. Hvorfor spørger du mig ikke, hvor jeg fik dem fra, lød det udfordrende fra den 31-årige til anklageren.

Politiets teori: Ville kontakte medtiltalt
Det er politiets opfattelse, at Mahmoud Rabea flere gange forsøgte at få kontakt til sin medtiltalte kammerat, den 23-årige Ibrahim Abbas, mens de begge sad varetægtsfængslet i terrorsagen.

Den mistanke bygger anklagemyndigheden blandt andet på, at der fra Mahmoud Rabea ulovlige mobil blandt andet er sendt beskeder med ordlyden: 'Salaam kan du få Ibo til at skrive, hvornår han kan.'

Ifølge den 31-årige var det dog ikke en medtiltalt, han forsøgte at få fat på.

- Hvad skulle jeg gøre det for. Jeg kunne måske sige, at vi var på røven og var blevet røvrendt af systemet. Jeg havde deres telefonnumre, og hvis jeg ville kontakte dem, så havde jeg gjort det, lød det trodsigt fra Mahmoud Rabea i retten. Den 31-årige afviste også, at 'Ibo' skulle være den 23-årige terror-tiltalte Ibrahim Abbas.

- Det er min lillebror Ibrahim, som jeg vil tale med. Han sad også inde i Viborg på det tidspunkt, forklarede den 31-årige.

Udover Mahmoud Rabea er Ibrahim Abbas og den 21-årige Liban Elmi også tiltalt for at have haft mobiler i deres celle under varetægtsfængslingen.

Sagen fortsætter for retten i morgen, hvor Ibrahim Abbas forventes at afgive forklaring.

1 af 2 De terrortiltalte - fra venstre: Rabea, Elmi, Abbas og Hossein. Alle fire er tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein inden angrebet på synagogen i København. (Retstegninger: Jørgen Bitsch)
2 af 2 31-årige Mahmoud Rabea afgiver i dag forklaring ved Københavns Byret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere