Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

Terror-tiltalt truer Lars Løkke: - Omar er kun begyndelsen

Fængslet islamist sendte nye trusler fra cellen til Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Anklager må trække sig efter trusler imod ham

- Omar er kun begyndelsen, forsikrede terror-tiltalt islamist Lars Løkke Rasmussen i dagene efter folketingsvalget. Her taler Lars Løkke Rasmussen under et fakkeltog til ære for netop Omars ofre.

- Gør jer klare til at blive slagtet i jeres gader, ved at blive kørt ned, skudt ned og sprunget i luften.

Kun seks dage efter folketingsvalget den 18. juni sidste år modtog Lars Løkke Rasmussen, som på det tidspunkt var 'Kongelig Undersøger' og folketingsmedlem Inger Støjberg terror-trusler mod Danmark på email.

Truslerne blev sendt fra en 32-årig islamist, der tilhører inderkredsen omkring den terror-dømte Said (Sam) Mansour, og som i forvejen sad varetægtsfængslet for en række grove terror-trusler på Facebook.

Han fik på mystisk vis smuglet et USB-modem ind på den retspsykiatriske afdeling i Glostrup, så han kunne gå på internettet fra sin bærbare computer og sende de truende mails til Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg.

Det fremgår af anklageskriftet mod den 32-årige, der nu er tiltalt for en række terror-trusler mod Danmark efter straffelovens § 114.

Den 11. januar stilles den 32-årige for et nævningeting ved retten på Frederiksberg, hvor statsadvokaten kræver, at han anbringes på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid og derefter udvises af Danmark for bestandigt.

Han nægter sig skyldig.

Dømt for terror i 2006
I 2006 blev han, dengang som 23-årig, dømt i den første retssag herhjemme om terror-trusler. Han sendte en mail til regeringspartiet Venstre, hvor han henviste til 11. september-angrebene i USA og truede med at angribe Folketinget eller som han kaldte Christiansborg 'jeres såkaldte mødested for lovforslag'.

Ifølge sin forklaring dengang var hensigten at skabe panik og i et nyt trusselsbrev fra fængslet skrev han: - Hvis Allah gav mig lov til at bestemme, ville jeg godt give ham tilladelse til, at han fjernede Danmark fra jordens overflade'.

Retten i Brøndbyerne idømte ham psykiatrisk behandling på ubestemt tid og han blev udvist i 10 år, men Højesteret omgjorde udvisningen.

Han havde også været blandt de anholdte i den såkaldte 'Glostrup-sag' om en dansk-bosnisk terror-celle i oktober 2005, men han blev ikke dømt i den sag.

I stedet fulgte PET ham tæt, og det førte til, at han den 20. januar sidste år igen blev anholdt og varetægtsfængslet for nye terror-trusler.

Sådan lød truslen mod Løkke
Under varetægten fik han lov at have en bærbar computer, men fik indsmuglet et USB-modem og en Samsung-mobiltelefon, så han kunne gå på nettet. Derefter skrev han, ifølge tiltalen, truslerne til Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg.

Til Lars Løkke skrev han:

- Nå så du er den nye statsminister. Vid at det i så med Omar kun er begyndelsen på de mange terrorangreb dette land kommer til at være vidne til in sha Allah. Overalt på kloden er der folk som har jalousi for deres Profet fred være med ham og får jeg muligheden en dag selv, gør jeg det gerne. Gør jer klare til at blive slagtet i jeres gader, ved at blive kørt ned, skudt ned og sprunget i luften..

Inger Støjberg modtog denne mail:

- Nå so, så vandt i valget hva? Vid at det med Omar er kun begyndelsen af gentagne terrorangreb mod dette lorteland..Vi vil ramme jer gang på gang in sha Allah, overalt på kloden er der folk som brænder for deres Profet fred være med ham og får jeg muligheden selv, gør jeg det gerne, gør jer klar til at blive kørt ned, skudt ned og sprunget i luften..

Truede anklager
Men heller ikke terror-sagens anklager, Jakob Buch-Jepsen, og en overlæge ved Glostrup Psykiatrisk Center slap for grove trusler på mail.

Den 32-årige havde fået fat i specialanklagerens tjenestemail hos politiet og skrev blandt andet: - Hej svin. Vid at jeg gerne vil slagte dig, bare jeg får muligheden for det. Du ved selv hvem jeg er.

Han fortsatte: - Som Sam Mansour rigtigt sagde: det er en krig mod islam og muslimerne...så tillykke, her er endnu et bevis imod mig. Jeg vil gerne dræbe jer alle sammen.

Truslerne mod politiets anklager har betydet, at Jakob Buch-Jepsen har måttet trække sig som anklager i sagen, fordi han er inhabil, når den tiltalte nu har truet ham.

Anklageskriftet mod den 32-årige der er statsløs fra Rusland, fylder seks sider og opremser de mange terror-trusler, han er tiltalt for. Hvis ikke Retslægerådet havde erklæret den 32-årige for sindssyg, havde han risikeret en meget hård straf. Straffelovens § 114 stk. 3 kan nemlig give livsvarigt fængsel.

Den 32-årige kom til Danmark i februar 1993 og fik opholdstilladelse i maj samme år. I 2001 fik han varig opholdstilladelse.

Retten på Frederiksberg har afsat fem dage til terror-sagen.

1 af 2 Inger Støjberg blev kaldt 'so' i terror-truslen. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
2 af 2 Mens Lars Løkke var 'Kongelig Undersøger' efter folketingsvalget i juni modtog han trusler om ny terror: - Omar er kun begyndelsen. (Foto: Francois Walschaerts)
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:David Attardo
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen