Terrordrab på Maren og Louisa: Tre mænd idømt dødsstraf

En dommer i Marokko har idømt hovedgerningsmændene dødsstraf for drabene på en dansk og en norsk turist

Her ankommer de tiltalte til retten ved retssagens start i sidste uge.

Torsdag eftermiddag dansk tid er de tre hovedmistænkte bag terrordrabene på danske Louisa Vestager Jespersen og norske Maren Ueland blevet dømt til døden.

Det skriver DR.

I alt var 24 mænd tiltalt for at have deltaget i terrorhandlingen som foregik i Atlasbjergene i Marokko 17. december.

Inden dommene blev afsagt fik de nu dømte mulighed for at sige nogle sidste ord til retten. Det benyttede blandt andet Abdesamma El Joud, der er en af de dødsdømte, sig af.

- Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet. Må gud tilgive mig, sagde han blandt andet ifølge den marokkanske avis Medias24.

Flere af gerningsmændene har tidligere indrømmet under retssagen i hovedstaden Rabat, at de stod bag drabene, som de begik i terrororganisationen Islamisk Stats navn.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har 21 af de 24 anklagede erkendt at være en del af Islamisk Stat. Men bevægelsen har aldrig offentligt meldt ud, at den skulle stå bag drabene. Det har den førhen gjort ved andre angreb.

De tre mænd - en 25-årige gadesælger ved navn Abdessamed Ej Joud, 27-årige Younes Ouaziyad og 33-årige Rachid Affati - vil formentlig blive omstødt til livstid i fængsel.

I Marokko har man således ikke udøvet dødsdomme i snart 25 år.

Abdessamed Ej Joud menes at være  lederen af IS-cellen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Advokater i retten i Rabat afventer ankomsten af de tiltalte forud for retssagen. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix
Advokater i retten i Rabat afventer ankomsten af de tiltalte forud for retssagen. Foto: Fadel Senna/Ritzau Scanpix

Efterladte får 1,4 millioner
Udover de tre dødsdømte har en fjerde person fået en livstidsdom, mens de resterende 20 sigtede i terrorsagen har modtaget domme på mellem fem og 25 års fængsel.

De dømte skal foruden en tur bag tremmer også betale en samlet sum på to millioner marokkanske dirham (cirka 1,4 millioner kroner, red.)  til ofrenes efterladte.

Louisa Vesterager Jespersens familie er repræsenteret ved en advokat under sagen. Familien havde krævet en erstatning på omkring syv millioner kroner - et krav som er en del højere, end de omkring 700.000 kroner, som retten nåede frem til.

Den danske bistandsadvokat havde ønsket, at den marokkanske stat skulle betale en erstatning, men det har retten ikke fundet belæg for.

Ifølge en advokat vil flere af de dømte anke deres dom.

OVERBLIK: 24 mænd var tiltalt for drab på Maren og Louisa

* 24-årige Louisa Vesterager Jespersen fra Ikast og 28-årige Maren Ueland fra den norske by Bryne blev den 17. december 2018 fundet dræbt nær deres telt i et populært turistområde i nærheden af landsbyen Imlil i Atlasbjergene i Marokko.

* De to kvinder var på en måned lang rejse og var erfarne friluftsmennesker. Begge studerede på Universitetet i Sørøst-Norge i Bø i Telemark.

* Myndighederne i Marokko meddelte kort tid efter drabene, at man betragtede sagen som terror.

* Der blev efterfølgende foretaget adskillige anholdelser i sagen.

* En 33-årig schweizisk-britisk mand, Nicolas P., blev i midten af april idømt ti års fængsel for terror. Han er ikke dømt for selve drabene.

* 24 mænd blev tiltalt i sagen - heraf fire for selve drabene. En af de fire forlod dog de andre før drabene. Kravet mod ham lød på fængsel på livstid, mens kravet mod de andre tre var dødsstraf.

* Der er i sagen rejst anklager om at fremme terror, at danne en terrorcelle og bevidst at gøre personer fortræd.

* En spansk-schweizisk mand, som ifølge myndighederne har tilsluttet sig "ekstrem ideologi", var anklaget for at hjælpe de fire med drabene. Han har i sagen nægtet sig skyldig.

* De fire optræder på en video, der blev offentliggjort en uge før drabene, hvor de sværger troskab til Islamisk Stat (IS).

* Den 25-årige gadesælger Abdessama El Joud menes at være hjernen bag dobbeltdrabet.

* Marokkansk politi har tidligere oplyst, at Abdessama El Joud står i spidsen for en terrorcelle, der støtter IS.

* I sagen florerer også en video, der angiveligt viser drabet på den ene af de to kvinder.

* Såvel det norske kriminalpoliti, Kripos, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at videoen er ægte.

Kilder: Ritzau, NTB, VG, AP, AFP, Reuters, lokale marokkanske medier, det norske udenrigsministerium, PET og Østjyllands Politi.

Plus Louisa og Maren brutalt myrdet: Nu taler drabsmistænkts kone

Louisa og Maren blev fundet døde i mandags. Foto: Facebook Krimi Ekspert om dobbeltdrab: Bestialsk og low tech

Plus Familier i sorg: Louisa og Maren brutalt myrdet i Marokko

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere