Terrorsigtet nordmand kræves idømt forvaring

Erkender drab på stedsøster og angreb på moské, men nægter strafskyld

Her ses terrorsigtede Philip Manshaus i retten. Video: VG

Philip Manshaus skal idømmes 21 års forvaring med en mindstetid på 14 år.

Det sagde anklager Johan Øverberg i sin procedure over den 22-årige nordmand, der er tiltalt for at have skudt og dræbt sin stedsøster, før han tog til Al Noor-moskéen for at dræbe så mange som muligt. Han blev imidlertid overmandet under forsøget 10. august sidste år.

I løbet af retssagen har Philip Manshaus erkendt de faktiske forhold, men nægter strafskyld og har påberåbt sig nødret.

- Han har vist, at han er en yderst farlig person. Hvor han bestemmer, hvem der får lov at leve, og hvem der skal dø. Han dræber en ung pige. En pige med planer og fremtid, sagde anklageren ifølge Dagbladet og kaldte det en 'planlagt hændelse'.

- Det må lægges til grund, at drabet er udført med overlæg under særdeles skærpende omstændigheder, anførte han.

Strafpåstanden er ifølge Dagbladet en historisk streng straf, idet ingen tidligere er blevet dømt mere end 21 års forvaring med en mindstetid på ti år i moderne tid i Norge. Det var Anders Breivik, der i 2012 blev dømt for et terrorangreb, der kostede 77 mennesker livet i Oslo og på øen Utøya. Dengang var det den strengest mulige straf i Norge.

Johanne Zhangjia Ihle-Hansen blev dræbt af sin bror, Philip Manshaus. Privatfoto
Johanne Zhangjia Ihle-Hansen blev dræbt af sin bror, Philip Manshaus. Privatfoto

- Uden restriktive tiltag vil han være i højrisikogruppen for fremtidig vold. Tiltalte bekræfter, at han vil gøre det igen, hvis han får muligheden, og håber, at han får gjort mere skade næste gang. Han vil kæmpe videre. Det er hans klare opfattelse, som vi må lægge til grund. Det siger han, selvom han risikerer en meget lang fængselsstraf, sagde anklageren videre ifølge VG.

Sådan så Philip Manshaus ud, da han blev varetægtsfængslet i Oslo Tingrett efter angrebet på moskéen. Foto: Gisle Oddstad, VG
Sådan så Philip Manshaus ud, da han blev varetægtsfængslet i Oslo Tingrett efter angrebet på moskéen. Foto: Gisle Oddstad, VG
 

Anklagemyndigheden mener, at Manshaus skal straffes for fuldbyrdet terrorhandling i form af drabsforsøg.

– Han ville dræbe flest muligt muslimer med den hensigt at skabe frygt, polarisering af folkegrupper og accelerere racekrig gennem massemord, sagde Johan Øverberg.

Det var 10. august sidste år, at Philip Manshaus først dræbte sin stedsøster i familiens bolig i Bærum uden for Oslo, hvorefter han gennemførte et angreb med skydevåben mod moskéen i Bærum.

Ingen blev dog alvorligt skadet, fordi han blev overmandet.

Efter anholdelsen oplyste politiet, at den 22-årige havde udtrykt højreekstreme holdninger og i tiden før angrebet var aktiv på flere netfora, hvor han blandt andet hyldede Brenton Tarrant, der skød og dræbte 51 personer i New Zealand et halvt år før angrebet.