Tesla beslaglagt: Kørte 145 km/t i byzone

Bil til op mod en halv mio. kr beslagslagt, efter den 34-årige fører kørte gaderæs med 145 km/t i en 50 km/t-zone

Arkivfoto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Politiet har netop beslaglagt en Tesla S-model fra 2015 til en værdi af anslået 400-500.000 kroner.

Det sker efter at den 34-årige ejer den 1. maj kl. 22.14 blev målt til 145 km/t på Baldersbuen i Hedehusene, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t.

Han kørte om kap dør-om-dør mod en anden bil med andre mennesker i nærheden, skriver politiet.

Lederen for færdselspolitiet ved Københavns Vestegns Politi, som dokumenterede ræset, anser det for en grov overtrædelse af færdselsloven.

'Det kan ende fatalt, når man kører med næsten tre gange den tilladte hastighed og oven i købet ved et spontant arrangeret gaderæs på en almindelig vej med risiko for andre mennesker. Der er tale om vanvidsbilisme, og derfor slår vi hårdt ned, retsforfølger det og prøver at forhindre en gentagelse,' siger vicepolitiinspektør Søren Enemark i en pressemeddelelse.

Indtil videre er Teslaen beslaglagt, altså midlertidig inddraget. Retten skal nu tage stilling til, at bilen også skal beslaglægges, så han aldrig ser den igen.

Er der tale om høje hastigheder, gaderæs og risiko for mennesker, kan der ud over konfiskation af bilen og ubetinget frakendelse af førerretten også komme en fængselsstraf på tale, skriver politiet.

Vicepolitiinspektøren advarer om, at Københavns Vestegns Politi fortsætter med at have fokus på disse grupper af motorinteresserede, som kører rundt i weekenden og forsamler sig på offentlige veje eller andres parkeringspladser. Det er ofte forbundet med dækafbrænding, motorstøj og høje hastigheder, som får utrygge borgere og grundejere til at ringe til politiet:

'Vi er derude og følger med rundt for at håndhæve færdselsloven, skabe tryghed for borgerne i området og hjælpe de grundejere, som ikke ønsker en spontan forsamling af biler og motorcykler på deres parkeringsplads,' siger Enemark.

Tidligere i dag beskrev Ekstra Bladet, hvordan en 26-årig mand fra Randers-egnen mandag købte  en Tesla 3, hvorefter kørekortet røg onsdag, så han først må køre igen i 2021.

Se også: Købte en Tesla mandag - onsdag røg kørekortet

Skal foregå på lukkede områder

Vicepolitiinspektøren opfordrer de motorinteresserede til at organisere et kontrolleret arrangement under godkendte forhold med de nødvendige tilladelser og sikkerhedsforanstaltninger fremfor at ræse på åbne, offentlige veje med andre trafikanter:

'Vi går gerne i dialog om afvikling af motorarrangementer, men det skal foregå på lukkede områder efter reglerne, så det er trygt og sikkert for alle,' siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.