Tesla-milliardær skal i retten efter pædofilianklager

Elon Musk har ikke haft held med at få stoppet et søgsmål mod sig fra en dykker, som han kaldte pædofil

Elon Musk skal i retten. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Elon Musk skal i retten. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix

En dommer i Los Angeles har besluttet, at retssagen mod milliardæren Elon Musk for at have kaldt briten Vernon Unsworth pædofil skal gennemføres. Elon Musk og hans hold af advokater har ellers prøvet at få stoppet sagen.

Retssagen vil køre til december, skriver den britiske avis The Guardian.

Sagen startede sidste år, hvor Elon Musk både på det sociale medie Twitter og i en e-mail beskyldte Vernon Unsworth for at være en voldtægtsmand og pædofil.

Vernon Unsworth var en del af det hold, der reddede en gruppe drenge ud af en grotte i Thailand i sommeren 2018.

Anklagerne kom efter, at Vernon Unsworth havde kritiseret Elon Musk for at insistere på at bidrage til redningsarbejdet i det ufremkommelige grottesystem med en specialbygget miniubåd.

Elon Musk fløj til Thailand, hvor han dog hurtigt blev sendt væk fra redningsarbejdet.

Vernon Unsworth kaldte Elon Musks engagement i sagen for et pr-stunt og sagde, at ubåden aldrig ville have kunnet løse opgaven i grotterne.

I et interview med CNN sagde han derudover, at Elon Musk kunne 'stikke ubåden op, hvor det gør ondt'.

- Vi vil få en miniubåd hele vejen til hule fem uden problemer. Undskyld, pædo-fyr, du bad om det, skrev Elon Musk på Twitter som svar på udtalelserne.

Efterfølgende skrev Elon Musk en mail til en journalist, hvor han opfordrede ham til at 'undersøge, hvad der egentlig foregår og holde op med at forsvare en børnevoldtægtsmand'.

Det har fået Vernon Unsworth til at sagsøge Elon Musk for bagvaskelse.

Elon Musk har forsøgt at få retten til at afvise søgsmålet og har blandt andet forsvaret sig med, at 'pædo-fyr' var et normalt skældsord i Sydafrika, hvor han voksede op.

- Vi ser frem til retssagen. Vi forstår, at selv om Musk har undskyldt, så vil Unsworth malke sine 15 minutters berømmelse, siger advokat for Elon Musk Alex Spiro ifølge The Guardian.

Vernon Unsworth har søgt omkring 500.000 kroner i erstatning.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere