Theiss opdagede noget var HELT galt: Rost af politiet for heltemodig indsats

Theiss Victor Mørk tøvede ikke et sekund, da en mand fik et ildebefindende bag rattet

Theiss sluttede året af med at redde et andet menneskes liv. Foto: Theis Victor Mørk
Theiss sluttede året af med at redde et andet menneskes liv. Foto: Theis Victor Mørk

- Det er mærkeligt at tænke på, at hvis jeg bare havde set den fodboldkamp færdig uden at kigge ud af mit vindue, så havde han været død nu.

Sådan fortæller 60-årige Theiss Victor Mørk fra Rørvig om hvad der uden tvivl er den bedste gerning, han har gjort hele året.

Anden juledag var han lige kommet hjem fra julebesøg hos sin søster og så fodbold i fjernsynet, da han pludselig hørte en mærkelig lyd udenfor sit vindue.

- Jeg kunne høre en speeder, der var trådt helt i bund. Selvfølgelig bor der nogle Brian'er herude, men jeg tænkte med det samme, at der var et eller andet galt, fortæller Theiss Victor Mørk til Ekstra Bladet.

Betænksomt at smadre bagruden
Han skynder sig ud på vejen, hvor en bil holder stille i et lyskryds, mens føreren er faldet helt tilbage i kroppen på førersædet. Theiss banker på ruden, men manden reagerer ikke.

- Bilen er låst, så jeg kan ikke komme ind til ham. Derfor skynder jeg mig ind for at hente et koben fra mit værksted, smadrer bagruden og beder min nabo ringe 112. Sammen med en anden bilist får jeg hevet manden ud gennem bagruden og lægger ham på fortorvet, hvor vi sammen går i gang med førstehjælp, fortæller Theiss.

Netop det, at Theiss vælger at smadre bagruden, er blevet rost af Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er meget betænksomt af ham at smadre netop bagruden, som er længere væk fra føreren, så han ikke fik glasskår udover sig, siger kommunikationsmedarbejder Maria Sander Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Fældede en tåre
Tilfældigvis havde Theiss lige fået genopfrisket sit kursus i genoplivning i sommer, og det er han meget glad for nu.

- Det er rigtig hårdt arbejde at give førstehjælp, skulle jeg hilse at sige. Der var ingen puls på ham i bilen, men vi blev ved, til ambulancen kom til stedet. Så overtog redningsfolkene og fik liv i ham til sidst, fortæller Theiss.

Da det hele var overstået, gik Theiss en tur for at sunde sig ovenpå den voldsomme oplevelse. Der kom mandens søn pludselig gående.

- Han takkede mig, og så stod vi og krammede hinanden, og det var det, der ramte mig allermest. Det var en heftig afslutning på julen, må man sige. Når man står i situationen, så reagerer man bare og handler. Reflektionen kommer først bagefter, fortæller Theiss og fortsætter:

- Dagen efter, da jeg fik snakket det hele igennem med min nabo, der fældede jeg sgu en lille tåre og gik en god, lang tur ved vandet.

Ros fra politiet
Siden har mandens søn været forbi Theiss for at give en status på sin far, en 61-årig mand, som er i live, men fortsat indlagt.

Både venner, bekendte og politiet har takket og hyldet Theiss for hans indsats. Til Ekstra Bladet har Midt- og Vestsjællands politi oplyst, at det ikke er utænkeligt, at han vil blive indstillet til en dusør.

- Han har reddet hans liv, siger Maria Sander Hansen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Selv er Theiss ganske beskeden.

- Jeg mener, at det er vores pligt at hjælpe vores medborgere. Jeg håber da, at hvis jeg selv skulle komme galt af sted en dag, at der så er nogen, der griber ind og hjælper mig, siger Theiss.

Se også: Opdagede noget var helt galt - så slog han ruden ind

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere