Ti mænd er fængslet efter aktion mod hashhandel i Esbjerg

Et usædvanligt langt grundlovsforhør har ført til fængsling af ti mænd i sag om organiseret hashhandel

Ti personer har onsdag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus efter en omfattende anholdelsesaktion mod bandemiljøet i Esbjerg.

Retsmødet begyndte om formiddagen klokken 10 - og først sent onsdag aften er maratonforhøret afsluttet.

Samtlige ti fremstillede personer er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi. Ni af dem kærede kendelsen, mens én af de sigtede bad om tid til at overveje, om han vil acceptere fængslingen.

Det er politiets regionale efterforskningsenhed Særlig Efterforskning Vest, der har stået for anholdelsen af gruppen.

- Aktionen er rettet mod den organiserede hashhandel i Esbjerg, og de ti er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, fortalte vicepolitiinspektør Brian Voss Olsen tidligere onsdag.

Paragraffen handler om overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer under særligt skærpende omstændigheder.

Det er samme paragraf, som blandt andet anvendes i forhold til den organiserede hashhandel på Christiania.

26 personer blev anholdt, da politiet tirsdag slog til og ransagede 31 adresser i området Kvaglund i udkanten af Esbjerg.

16 er blevet løsladt igen.

- Det har været en rigtig stor aktion, som har krævet stor forberedelse, fortalte Brian Voss Olsen efterfølgende.

De ti tilbageværende har i løbet af onsdag altså været fremstillet i et timelangt grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Særlig Efterforskning Vest er nemlig administrativt set en del af Østjyllands Politi, selv om enheden dækker hele Jylland og Fyn. Og alle grundlovsforhør, som enheden står for, afholdes i Aarhus.

Esbjerg har i de seneste år været præget af en bandekonflikt, hvor en gruppe fra netop Kvaglund, hvor anholdelserne er sket, har ligget i strid med en gruppe fra Stengårdsvej, der ligger syd for Kvaglund.

I begyndelsen fortalte politiet, at der var tale om en konflikt mellem enkeltpersoner. Men siden lød meldingen, at der var tale om en reel strid mellem to grupper.

Konflikten mellem grupperne har tidligere fået politiet til at indføre en såkaldt visitationszone i dele af Esbjerg.

Grundlovsforhøret ved Retten i Aarhus blev holdt for lukkede døre.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere