Tiårig pige udsat for blotter og truet med kvælertag

En blot ti år gammel pige blev søndag udsat for en blotter i Frederiksværk Svømmehal. Blotteren truede hende med kvælertag, hvis hun ikke kiggede på ham

Søndag eftermiddag blev en tiårig pige udsat for en blotter i Frederiksværk Svømmehal.

Manden havde henvendt sig til pigen og sagt til hende, at hun skulle kigge på ham, hvis hun ikke ville have, at han skulle tage fat i hendes hals.

Derefter trak han ifølge anmeldelsen sine badebukser ned og blottede sig for hende.

Det skriver Nordsjællands Politi i en døgnrapport, hvor de også bringer et signalement af gerningsmanden.

Han beskrives som dansk af udseende, 50-60 år, omkring 180 centimeter, almindelig af bygning, hvid i huden og med kort, sort hår. Han havde desuden kropsbehåring på bryst og mave samt et rødt hjerte med sort kant tatoveret på højre side af maven.

Manden var iført stramme, sorte badebukser og havde en mobiltelefon med sig.

Episoden fandt sted omkring klokken 15.15 søndag eftermiddag, og politiet fik anmeldelsen klokken 16.35.

Der er mandag eftermiddag ikke indgået nogen henvendelser til vagtcentralen angående manden, oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Daniel Cunneely.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere