Tidligere drabsefterforsker: Vidner om karakterafvigende træk

Den 28-årige sigtede for tre drab på ældre mennesker i København er tidligere dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet

Her fortæller politiet for første gang om sagen. Video: Henning Hjorth

Der er tale om en serieforbrydelse, hvis den 28-årig mand, der er sigtet for tre drab på ældre mennesker, bliver kendt skyldig.

Dødsfaldene skete over en periode på fire uger med tre en halv uges pause mellem de første to drab og fem dages pause mellem de sidste to.

Den sigtede, der nægter sig skyldig, er, som Ekstra Bladet kunne afsløre i går, tidligere idømt en lang straf for voldtægt af en ung pige samt drabsforsøg på en kvinde, som han forsøgte at kvæle.

Serieforbrydelser siger meget om en gerningsmandens personlighed, siger Kurt Kragh, der er tidligere drabsefterforsker i Rigspolitiets Rejsehold.

– Størsteparten af alle, der laver serieforbrydelser, i særdeleshed drab, men også voldtægter, er ovre i psykopat-afdelingen. Det er mennesker med personlighedsforstyrrelser. Du kan tage Peter Lundin og Amagermanden, siger han.

Kurt Kragh er tidligere drabschef for Rejseholdet og har stor erfaring i drabssager. Foto: Olivia Loftlund
Kurt Kragh er tidligere drabschef for Rejseholdet og har stor erfaring i drabssager. Foto: Olivia Loftlund

Tre ældre mennesker er ifølge poiltiets sigtelse mod en ung mand blevet dræbt i løbet af fire uger. Han nægter sig skyldig. Foto: Jonas Olufson 112 - 17. mar. 2019 - kl. 12:06 Derfor kan drab skjules som naturlig død

I den aktuelle drabsefterforskning er to af ofrenes kreditkort blevet misbrugt efter deres død, hvilket tyder på, at der har været et profit-motiv.

Men ud fra sin erfaring vurderer Kurt Kragh, at det ved størstedelen af de drab, der er klassificeret som rovmord, ikke har været gerningsmandens intention at dræbe.

– Men her er der noget, der tyder på, at drab faktisk er en del af modus. For er det virkelig nødvendigt at dræbe de her ældre mennesker for at få fat i deres kreditkort? Umiddelbart vil jeg sige nej. Der er jo masser af tricktyverier mod ældre mennesker uden at de bliver udsat for vold, siger han og fortsætter:

– Gerningsmanden kunne bare maskere sig og true dem til at udlevere koden. Han behøvede ikke at slå dem ihjel. Det siger en masse om gerningsmanden. Det vidner om, at vedkommende er ekstremt kynisk og formentlig har nogle karakterafvigende træk, siger Kurt Kragh.

Ved et pressemøde i fredags sagde Københavns Politi, at de i kølvandet på den tredobbelte drabssag har undersøgt alle dødsfald i boligkomplekset tilbage til starten af 2018. Det har ført til en nærmere undersøgelse af seks dødsfald, hvor et er afskrevet som naturlig død efter et langt sygdomsforløb, mens to andre stadig skal undersøges til bunds, men pt. ikke tyder på at være drab.

Undersøger andre sager
Kurt Kragh er ikke i tvivl om, at politiet nu vil undersøge den sigtedes færden minutiøst.

– Jeg sidder ikke og siger, at han har begået andre drab end dem, han er sigtet for, men det er helt indlysende, at man i Københavns Politi er nødt til at kigge på, hvor han har boet før, hvem han har haft kontakt med, og om der er nogle af de mennesker, der har været omkring ham, der også er døde på mystisk vis.

Den 28-årige nægter sig skyldig i sigtelsen for de tre drab på en 83-årige kvinde 7. februar, en 80-årig mand 2. marts og en 81-årig kvinde 7. marts.

Ifølge obduktionen blev de sidste to ofre kvalt, mens den 83-årige kvinde nåede at blive kremeret, før politiets mistanke blev vakt af en datter til den 81-årige og beboere i området, der undrede sig over mange døde. Men fordi den 83-årige kvindes kreditkort også er blevet misbrugt efter hendes død, mener politiet, at hun også er blevet dræbt.

Han er varetægtsfængslet frem til 2. april.