Tidligere kabinefolk kræver 147 millioner kroner fra SAS

Tirsdag starter ankesag i Østre Landsret, hvor 265 tidligere SAS-ansatte har sagsøgt SAS for 147 millioner

265 tidligere ansatte i SAS har lagt sag an mod flyselskabet, som de mener, skylder 147 millioner kroner i pension. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
265 tidligere ansatte i SAS har lagt sag an mod flyselskabet, som de mener, skylder 147 millioner kroner i pension. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En årelang strid om pension mellem flyselskabet SAS og flere hundrede tidligere ansatte går tirsdag ind i næste fase, når ankesagen starter i Østre Landsret.

265 pensionerede kabinefolk har i et gruppesøgsmål sagsøgt SAS for 147 millioner kroner.

Stridens kerne er, hvorvidt SAS skylder de ansatte for et pensionstillæg, der blev sat ned i 2009. Ifølge de ansatte var det uberettiget at sætte tillægget ned.

Gruppen, der er organiseret i foreningen Fonden Live, stævnede SAS i 2012.

De pensionerede stewarder og stewardesser tabte sagen i byretten i december 2016, hvor Fonden Live blev dømt til at betale sagens omkostninger på omkring 2,7 millioner kroner.

Da SAS i første omgang blev stævnet i sagen, var flyselskabet i en dårligere forfatning end nu.

Hvis ankesagen ender med en sejr til de tidligere kabinefolk, vil de 147 millioner være til at betale for SAS.

Men en eventuel regning vil komme på et ubelejligt tidspunkt, hvor flybranchen er presset af coronavirusset, der ser ud til at have lagt en dæmper på rejselysten.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, hvor han følger flybranchen og SAS tæt.

- Hvis SAS går hen og taber den her sag, vil det gøre et alvorligt indhug i det overskud, som selskabet ellers kan se frem til i år.

- Det vil sammen med coronavirusset være med til at gøre året til et, hvor indtjeningen er lavere end normalt.

- Men det vil ikke komme til et sted, hvor det her beløb alene kan blive livstruende for SAS. Slet ikke, siger Jacob Pedersen.

Til sammenligning forventer han, at SAS i år vil tjene i omegnen af 670 millioner kroner før skat.

Sidste retsdag i sagen i Østre Landsret er 20. marts. Herefter går der en-to måneder, før der falder dom.