Tidligere Nissan-chef skal forblive bag tremmer

Carlos Ghosn, der tidligere stod i spidsen for Nissan, bliver ikke løsladt mod kaution efter anmodning.

Nissan Motors' afsatte bestyrelsesformand, Carlos Ghosn, bliver ikke løsladt mod kaution.

Det har en japansk domstol besluttet tirsdag. Det skriver Reuters, efter at der blev fremlagt to nye anklager mod manden i sidste uge.

Anklagerne gælder blandt andet yderligere tillidsbrud. Ifølge Reuters kan den tidligere Nissan-chef se frem til en retssag, der kan vare op mod seks måneder.

Den 64-årige Carlos Ghosn blev anholdt 19. november sammen med Greg Kelly, der er en anden topchef i Nissan. Begge personer er tiltalt for bedrageri.

I sagen er de to chefer mistænkt for at have underrapporteret deres milliongager. Det skulle ifølge anklagemyndigheden være sket for at slippe billigere i skat.

Forbrydelserne skal være sket i en periode fra 2011 til 2015. Allerede før sidste uge var Ghosn anklaget for "groft tillidsbrud".

I årevis har Carlos Ghosn været en af de mest fremtrædende personer i den internationale automobilindustri som topchef for Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancen.

Men da han blev anholdt, og sagen begyndte at rulle, blev han afsat som bestyrelsesformand.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere