Tidligere præsident får livstid

Egyptens afsatte præsident, Mohamed Mursi, idømmes fængsel på livstid for at lække hemmelige statsdokumenter til Qatar, skriver det franske nyhedsbureau AFP

Muhammed Mursi skal tilbringe resten af sit liv i fængslet. Foto: AP)
Muhammed Mursi skal tilbringe resten af sit liv i fængslet. Foto: AP)

Den tidligere egyptiske præsident Mohamed Mursi er endnu en gang blevet dømt til livsvarigt fængsel. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP og det tyske nyhedsbureau DPA.

Mursi er blandt andet blevet dømt for at lække hemmelige statsdokumenter til Qatar, som var Mursis og det Muslimske Broderskabs vigtigste allierede under deres tid ved magten i 2012 og 2013.

I maj blev yderligere seks personer dømt til døden i den samme sag. Mursi er tidligere blevet dømt henholdsvis livstid og 20 års fængsel i andre separate sager, skriver AFP.

I juni sidste år idømte en lavere domstol Mursi til døden efter at have kendt ham skyldig i at medvirke til en masseflugt fra et fængsel under den folkelige opstand mod præsident Hosni Mubarak og hans regime i 2011.

Det er en dom, som er appelleret.

Mursi vandt det første frie valg i Egypten, efter den mangeårige enerådige leder Hosni Mubarak blev fordrevet af et folkeligt oprør i 2012. I juni samme år blev han indsat som præsident.

Men nye masseprotester, denne gang rettet mod Mursi og Det Muslimske Broderskab, fik i sommeren 2013 hæren til at gribe ind og afsætte Mursi. Han blev kort efter fængslet og anklaget for drab på demonstranter.

Hans afløser på posten som præsident er general Abdel Fattah al-Sisi, der førte an i kuppet mod Mursi.

Sisi har indført et stærkt autoritært styre. Hans regering beskyldes for talrige brud på menneskerettighederne

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere