Tidligere stasi-agent taber injuriesag mod historiker

Jan Aage Jeppesen var i 1980'erne agent for tyske Stasi. Han taber landsretssag om injurierende afsnit i bog.

Koldkrigshistoriker Bent Jensen er blevet frikendt i injuriesag. Foto: Finn Frandsen
Koldkrigshistoriker Bent Jensen er blevet frikendt i injuriesag. Foto: Finn Frandsen

Tidligere stasi-agent Jan Aage Jeppesen har mandag tabt en sag om injurier i Østre Landsret.

Sagen er opstået, fordi historiker Bent Jensens bog 'Ulve, får og vogtere' i 2014 blev udgivet. I den er nogle passager om netop den tidligere stasi-agent, som Jan Aage Jeppesen selv finder injurierende.

I bogen skriver Bent Jensen, at Jan Aage Jeppesen i 1980'erne blev hyret af den østtyske efterretningstjeneste Stasi. Hans dæknavn var først 'Apollo' og senere 'Hamster'.

Det er beskrevet, at Jan Aage Jeppesen spionerede mod Danmark og samtidig var stikker i den tyske flugtorganisation Ost-West Transfer, som smuglede DDR-borgere ud af Østtyskland.

Jan Aage Jeppesen har tidligere medgivet, at han i begyndelsen af 1980'erne samarbejdede med den østtyske efterretningstjeneste.

Men i et afsnit fremgår det, at 'han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler'. Det var langtfra i orden, mener Jan Aage Jeppesen, der har hevet både historikeren og forlaget Gyldendal ´i Københavns Byret og derefter landsretten.

Begge har frifundet de sagsøgte.

Jan Aage Jeppesen skal betale sagens omkostninger. De løber op i 50.000 kroner for Bent Jensens vedkommende og 40.000 kroner for Gyldendal.

Skærm

Hent flere
Hent flere