Tidligere vognmand sendes til fransk fængsel

Mere end fire års kamp er slut. 67-årig med tidligere dom for hashsmugling er varetægtsfængslet og sendes til Frankrig ved først givne lejlighed.

Sagen handler om cirka 103 kilo hash. Billedet er fra en anden sag. Foto: Politi
Sagen handler om cirka 103 kilo hash. Billedet er fra en anden sag. Foto: Politi

(RETTEN I NÆSTVED): Efter års tovtrækkeri skal den 67-årige, tidligere vognmand og hashsmugler Jørn Lisberg nu udleveres til Frankrig, hvor han er idømt syv års fængsel for forsøg på indsmugling af 103 kilo hash.

Hans mere end fire år lange kamp mod et ufrivilligt ophold i Frankrig sluttede onsdag morgen, da han klokken 8.22 blev erklæret anholdt på sin bopæl i et lejet sommerhus ved Slagelse. Godt fire timer senere faldt afgørelsen i Retten i Næstved: Jørn Lisberg skal udleveres og varetægtsfængsles, indtil beslutningen kan gennemføres.

Fra 2014
Kendelsen er den foreløbige kulmination på et forløb, der går helt tilbage til oktober 2014, da franske toldere pågreb en af Lisbergs chauffører med 103 kilo hash i lasten. Chaufføren er senere idømt fem års fængsel i sagen, men franskmændene fandt også grund til at sigte Lisberg og anmodede om at få ham udleveret allerede i december samme år.

Men Lisberg nærede intet ønske om at rejse til Frankrig. Han kender intet til de 103 kilo hash, siger han og begrundede bl.a. sin modvilje mod at rejse med et stærkt svigtende helbred. Eksempelvis har han under forløbet ladet sig indskrive på en psykiatrisk afdeling – uden dog at modtage egentlig behandling.

Toget kørt
-Mine børn bliver faderløse, hvis jeg skal sendes til Frankrig. Så er toget kørt, fastholdt han imidlertid, før Retten i Næstved i dag traf afgørelse i sagen. En afgørelse, der i øvrigt er en 180 graders-vending i forhold til rettens beslutning af 20. maj i år, da man fandt, at udlevering ville være i strid med gældende regler. Den vurdering har Østre Landsret netop underkendt og derfor blev Jørn Lisberg onsdag overført til Statsfængslet i Nyborg, hvor han foreløbig skal sidde varetægtsfængslet til den 11. juli.

Forsvarsadvokat Peter Christiansen bebuder dog, at han vil søge om at få Højesteret til at tage stilling til udleveringen.

-Min klient er idømt syv års fængsel uden at have været tilstede i retten og uden at have fået så meget som et varsel om retssagen. Det er ulovligt, mener Peter Christiansen.

Udeblivelsesdom
For da Jørn Lisberg modsatte sig tidligere afgørelser om udlevering, mistede franskmændene tålmodigheden og idømte ham i april 2016 syv års fængsel ved en såkaldt udeblivelsesdom.

Ekstra Bladet har ikke haft adgang til retsdokumenterne i sagen om de 103 kilo hash, men da Lisberg her blev idømt syv års fængsel og chaufføren ’kun’ fem år, må det være udtryk for, at franskmændene via chaufførens forklaring har vurderet, at Lisberg spillede en ganske afgørende rolle i smugleriet.

Flere spørgsmål
Tilsvarende risikerer Lisberg, der tidligere i Københavns Byret er idømt fem års fængsel for meddelagtighed i indsmugling af 600 kilo hash til Danmark, også at blive mødt med spørgsmål om den 54-årige lastbilchauffør Torben Nielsen, som Lisberg i februar var med til at sende til Spanien for at hente frugt.

Torben Nielsens tur endte dog brat ved den spansk/franske grænse, hvor tolderne fandt ikke mindre end 987 kilo hash blandt lastenn. Seks dage efter afsløringen blev Torben Nielsen idømt otte års fængsel og en bøde på næsten 15 millioner kroner i Frankrig.

Torben Nielsen under en fredelig stund i hjemmet udenfor Aarhus. Han sidder nu i et fransk fængsel og nægter kendskab til den hash, der blev fundet skjult i en lastbil, han kørte. Han bakkes op af familie og venner herhjemme. Privatfoto
Torben Nielsen under en fredelig stund i hjemmet udenfor Aarhus. Han sidder nu i et fransk fængsel og nægter kendskab til den hash, der blev fundet skjult i en lastbil, han kørte. Han bakkes op af familie og venner herhjemme. Privatfoto

Den danske chauffør Torben Nielsen har nægtet ethvert kendskab til den ulovlige last, og hans familie herhjemme har været stærkt chokeret over sagen og dommen i Frankrig, som appelretten i Montpellier skal se på i slutningen af denne måned.

Jørn Lisberg har også afvist ethvert kendskab til den betydelige hash-ladning i den sag.

Indtil videre er det uklart, hvornår selve udleveringen af den 67-årige Lisberg kan finde sted. Det er også uvist, om franskmændene agter at beholde Lisberg i hele strafperioden, eller om man blot vil forkynde udeblivelsesdommen for ham af formelle årsager og derpå sende ham til fortsat afsoning i Danmark.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere