Tilbageholdt af civil politimand: 67-årig sprængte alkometeret

En civil politibetjent tilbageholdt søndag eftermiddag en 67-årig mand med en utrolig høj promille

(Google Maps)
(Google Maps)

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller SMS til 1224 (alm. sms-takst)

En 67-årig mand fra Haderslev vil få sig noget af en stram mandag morgen, når tømmermændene banker på.

Søndag eftermiddag omkring klokken 14.00 blev manden tilbageholdt af en politimand, der havde fri fra tjenesten som færdselsbetjent, da politimanden mistænkte den 67-årige for spirituskørsel på vejen Bygnaf i Haderslev.

Det fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Politimanden ringede efter forstærkning, en patrulje ankom, og ganske rigtigt var manden alkoholpåvirket ud over det sædvanlige.

- De laver en alko-test på ham, og den giver fuld udslag. Det vil sige, at den nåede op på en promille på fire, og så kunne den bare ikke gå længere op. Så den har formentlig været højere, siger vagtchefen.

Politiet foretog testen to gange med samme resultat, og den 67-årige blev herefter anholdt og taget med på sygehuset for at få taget en blodprøve.

- Vi har inddraget hans føreret og beslaglagt hans bil. Når de alkotestes så højt, så kan vi beslaglægge den med det samme, siger Erik Lindholdt.

Bliver man taget med en promille over to, kan politiet beslaglægge køretøjet med det samme.

Det skal senere vurderes, om den 67-årige skal sove rusen ud i detentionen, eller om hans promille er så høj, at den kræver andre former for behandlinger.

- Han bliver formentlig kørt til af-rusning. Han skulle være svært beruset, og det må man jo nok sige. Han får nok en halvskidt mandag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere