Tilfældig mand ramt: Skudoffer i kritisk tilstand

Politiet gør status på weekendens skyderier og fængslinger i København

Politiet sikrer tekniske spor på gerningsstedet (Video: Local Eyes)

Hvis det værst tænkelige scenarie bliver en realitet, kan bandeskyderierne i København nu risikere at koste et helt uskyldigt menneske livet.

For et tilfældigt offer for de voldsomme skyderier ligger nu i kritisk tilstand på hospitalet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Se mere video på localeyes.dk

I går søndag klokken 23.07 var der skyderi i Heimdalsgade ud for nummer 28 på Nørrebro.

Flere borgere slog alarm til politiet om hændelsen, hvor to personer ifølge vidneforklaringer kom kørende på en knallert forbi en mindre gruppe mænd, der gik på fortovet.

Knallerten kom kørende fra Mimersgade og ad Heimdalsgade, og da den var ud for en af mændene i gruppen, stoppede knallerten op. Passageren på knallerten sprang af og rettede en pistollignende genstand mod den forurettede, en afrikansk mand på 39 år, og afgav herefter syv eller flere skud, lyder det fra Københavns Politi i en opsummering af gårsdagens sag, der kan få fatale konsekvenser for offeret.

Politiet efterforsker nu flere spor i sagen. Blandt andet  blev knallerten senere fundet i nærheden, hvor den var sat i brand, og politiet vil i dag vende tilbage til en række af de vidner, de har haft kontakt med eller fået oplysninger fra.

-  Forurettede er efter politiets vurdering en tilfældig uskyldig mand, som ikke er kendt med banderelationer. Forurettedes tilstand er fortsat kritisk,skriver politiet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen udtaler chefpolitiinspektør Jørgen Skov:

-  Vi ser naturligvis med meget stor alvor på denne helt uacceptable situation, hvor maskerede kriminelle kører forbi helt uskyldige mennesker og skyder dem. Sagerne efterforskes og har første prioritet både i Københavns Politi og hos politiets teknikere. Det er et erklæret mål løbende at få fængslet aktørerne i konflikten.

I en opsumnmering af de seneste dramatiske begivenheder gennemgår Københavns Politi, episoder i weekenden, herunder to varetægtsfængslinger, der fandt sted lørdag.

En blev fængslet for røveri. Det er politiets opfattelse, at han er medlem af LTF (Loyal To Familia).

En anden, en leder i LTF, 'Shebbi' Khan, blev fængslet for trusler mod en politimand. Han nægter sig skyldig.

Desuden er endnu en person i weekenden blevet varetægtsfængslet for et skyderi i juli måned i Rovsinggade.

- Vi har altså fået fængslet aktører i relation til selve konflikten og for andre kriminelle handlinger. Det drejer sig for os om at få alle de voldsparate væk fra gaderne hurtigst muligt. Samtidigt vil vi fortsætte vores synlige indsats i visitationszonen, lyder det fra Jørgen Skov.

Også unge ramt

Weekendens varetægtsfængslinger kan være et skridt på vejen, men fjerner ikke det forstemmende indtryk af en by, hvor der skydes vildt i gaderne.

Således blev også to unge - helt tilfældige - mænd ramt af skud i lørdags på den Røde Plads. De to på henholdsvis 23 og 24 år fra lokalområder opholdt sig ud for Shawarmabaren på pladsen, hvor de blev skudt, da en af to fuldt maskerede personer på en forbipasserende knallert  afgav et antal skud fra meget kort afstand.

Det er politiets klare opfattelse, at de to forurettede ikke er en del af bandekonflikten.

Her slås banderne - se kortet over hændelserne: