Tilrettelægger: Derfor undersøgte vi Tulle Krøyers troværdighed

DR Dokumentar sår tvivl om Tulle Krøyers troværdighed. Hun er ikke sigtet for falsk forklaring, siger chefanklager

Mariager-sagens hovedvidne, Tulle Krøyer, afviser DR Dokumentars pointer og kalder det et karaktermord. Foto: DR Dokumentar
Mariager-sagens hovedvidne, Tulle Krøyer, afviser DR Dokumentars pointer og kalder det et karaktermord. Foto: DR Dokumentar

I mere end 430 dage har Carsten Anhøj været sigtet for at have begået chikane og såkaldt hatecrime mod den lesbiske Tulle Krøyer og hendes familie i Mariager. En sag, der har fyldt meget i medierne, været baggrund for et fakkeloptog i den nordjyske by og fået politikere og meningsdannere op af stolene.

Mandag såede DR1 Dokumentaren 'Løgn eller chikane i Mariager' tvivl om Tulle Krøyers troværdighed, da hun over for politiet udpegede Carsten Anhøj som den mand, hun så i sin have, der med en knyttet hånd sagde: 'I må brænde i helvede'.

(DR DOKUMENTAR) 112 - 23. feb. 2016 - kl. 19:28 Nu taler Tulle: - Jeg har ikke løjet bevisligt

DR viser blandt andet en Messenger-besked, hvor Tulle Krøyer navngav manden tre dage før, hun - angiveligt uden at kende hans identitet - udpegede ham i en foto-mappe hos politiet.

Netop dette punkt er det centrale, ifølge dokumentarens tilrettelægger, Søren Slumstrup.

- Hele Mariager-sagen hviler jo på Tulle Krøyers troværdighed. Og det helt afgørende i sigtelsen mod manden er, at der er et vidne, der udpeger denne mand uden overhovedet at have kendskab til, hvor han bor, og hvem han er. Det er det, politiet gik ud fra. Ellers kunne de ikke gennemføre en billed-identifikation, siger han.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Tulle Krøyer, men hun medvirkede her til aften i Aftenshowet på DR, hvor hun blandt andet svarede på det.

- De spørgsmål, politiet stiller mig, svarer jeg sandfærdigt på. Jeg kender ham ikke. Hvis I så resten af tråden, ville I se, at jeg ikke ved, hvem der er anholdt. Spekulation er ikke ulovligt, sagde hun og kaldte dokumentaren for et karaktermord.

- Hele afdækningen af, hvem jeg er som person, har ikke noget med en politisag at gøre. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har løjet beviseligt. Jeg spekulerer i en privat samtale med en ven. Det er ikke ulovligt, sagde hun.

Store DR - Lille Tulle
Sigtelsen mod Carsten Anhøj blev kortvarigt frafaldet i juni sidste år, men genrejst af Statsadvokaten efter en klage fra Tulle Krøyer og hendes samlever. Carsten Anhøj anmeldte til gengæld Tulle Krøyer for falsk anmeldelse. Den sag blev dog droppet i august 2015, fordi der, ifølge anklagemyndigheden, ikke var rimelig formodning om, at Tulle Krøyer havde begået noget strafbart.

Tulle Krøyer har udpeget Carsten Anhøj som den, der stod i hendes have og sagde: 'I må brænde op i helvede'. Foto: DR Dokumentar
Tulle Krøyer har udpeget Carsten Anhøj som den, der stod i hendes have og sagde: 'I må brænde op i helvede'. Foto: DR Dokumentar

- Der er kritik af, at store DR går efter lille Tulle. Har I overvejet det?

- Ja, vi har overvejet Tulle Krøyers rolle nøje. Hun er den person, samtlige medier refererer Mariager-historien fra. Hun er meget aktiv forstået på den måde, at hun viderebringer Carsten Anhøjs navn på Facebook, da sigtelsen i første omgang falder, på trods af, at der ligger et navneforbud i sagen, hun sender også klagen til Statsadvokaten og holder gang i sagen med henvisning til, at den mand, der var i haven, er den mand, hun har udpeget. Uden at gøre opmærksom på i den sammenhæng, at hun kendte hans identitet på forhånd, siger Søren Slumstrup og fortsætter:

- Om man så skal kalde Tulle Krøyer lille – Tulle Krøyer er stor i Mariager-sagen. Det er hende, der bærer historien. Det er hende, medierne ringer til, siger han.

Alt for længe undervejs
Chefanklager Anne Marie Roum Svendsen for Nordjyllands Politi beklager, at sagen har været så lang tid undervejs.

- Der indgår et omfangsrigt materiale i efterforskningen, og det er jo også derfor, at efterforskningen har trukket ud. Men jeg vil også medgive, at 430 dage er rigtig lang tid, og derfor skal der altså også findes en afslutning, siger chefanklager Anne Marie Roum Svendsen fra Nordjyllands Politi.

- Det drejer sig jo heller ikke bare om hærværk, men et anslag mod, hvad folk må tro og mene. I hvert fald, når man ser anmeldelsen. Noget andet er så bevisvurderingen af, om tingene er foregået eller ej. Men det er i hvert fald sådan, det er anmeldt.

- Er der noget i programmet, som du ikke vidste på forhånd?

- Det vil jeg heller ikke udtale mig om, for efterforskningen fylder jo lidt mere, end man nødvendigvis har kendskab til offentligt. Men jeg vil sige, at vi ser jo altid sådan nogle ting med interesse og vurderer bagefter, om der er nogle ting, som vi skulle have gjort anderledes og om der er nogle ting, som vi skal have speedet op, siger hun.

Tulle Krøyer og hendes familie bor ikke længere i huset i Mariager (de boede i huset længst til venstre). Foto: DR Dokumentar
Tulle Krøyer og hendes familie bor ikke længere i huset i Mariager (de boede i huset længst til venstre). Foto: DR Dokumentar

Hun vil ikke fortælle, om Tulle Krøyer har været inde til afhøring den seneste tid, men bekræfter, at hun ikke er sigtet for falsk forklaring.

- Kan den sag genoptages?

- Hvis der kommer afgørende nye oplysninger, så kan den godt. Men det skal være afgørende nyt, siger chefanklager Anne Marie Roum Svendsen, der skyder på, at der vil foreligge en juridisk vurdering af sagen inden for en måned, uden dog at ville lægge sig fast på det. Det er Nordjyllands Politi, der laver en indstilling, men det er Statsadvokaten, der har den endelige afgørelse.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere